Mentale sammenbrud, tyveri og brandstiftelse: Er det her verdens værste flyansatte?

Det kan gå vildt for sig, når stewarder og stewardesser får nok af passagererne i de højere lufthøjder

Steven Slaters navn blev nævnt i medier verden over, da han gik amok og udløste nødslisken under en flyvning i 2010. Foto: Theodorakis/News
Steven Slaters navn blev nævnt i medier verden over, da han gik amok og udløste nødslisken under en flyvning i 2010. Foto: Theodorakis/News

Det hører ikke ligefrem til sjældenhederne, at vi hører groteske historier om flypassagerer, der går amok på flyveturen, men selvom personalet, som oftest formår at bevare tålmodigheden, så er det ikke alle stewarder og stewardesser, der kan magte jobbet i de højere lufthøjder.

For omend det er usædvanligt, har der alligevel været en række eksempler på besætningsmedlemmer, som i den grad har sluppet tøjlerne for øjnene af deres passagerer.

Det skriver The Sun, som har optrevlet fire vanvittige eksempler på flyansatte, som har gjort alt fra at hoppe ud af flyets nødrampe til at sætte ild til flytoilettet.

Læs eksemplerne herunder:

'Skråt op!'
I 2010 skrev besætningsmedlem Steven Slater sig ind i det amerikanske lavprisflyselskab JetBlues historie, da han blev så træt af at skændes med en utilfreds passager, at han annoncerede sin fratrædelse over højtaler-anlægget med ordene 'I kan stikke det her job skråt op'.

Derefter valgte han at udløse nødslisken og forlade flyet med to kolde øl i hånden.

Flyselskabet anmeldte ham efterfølgende til politiet, som arresterede den nu tidligere steward i hans hjem senere på dagen.

Steven Slater slap dog for at komme i fængsel for sit absurde sammenbrud og blev således idømt en betinget dom på ét år på bekostning af, at han erkendte sig skyldig og gik med til at få at psykiatrisk hjælp samt behandling for sit alkoholmisbrug.

Her snakker Steven Slater med pressen tilbage i 2010. Foto: Seth Wenig/AP
Her snakker Steven Slater med pressen tilbage i 2010. Foto: Seth Wenig/AP
 

Se også: Syngende kvinde tæskede flypersonalet med sin bibel

Stewardesse med lange fingre
I 2010 kom flyselskabet Air France i mediernes søgelys, da det viste sig, at en af deres stewardesser kendt som Lucie R. var blevet anholdt for at stjæle fra business class-kunderne under en flyvning.

Det kom efterfølgende frem, at hun havde haft lange fingre på mindst 26 flyvninger, og at hun havde formået at stjæle alt fra kreditkort, kontanter, smykker og ure fra passagerer, som sov.

På én enkelt flyvning formåede hun angiveligt at stjæle værdier til en værdi på hele 34.000 danske kroner.

Se også: Fuld passager forsøgte at oplade sin mobil i cockpittet

Brandstiftelse
I 2008 måtte et Compass Airlines-fly fra den amerikanske by Minneapolis til Regina i Canada nødlande i North Dakota, fordi kabinen pludselig blev fyldt med røg.

Det viste sig efterfølgende, at det var den dengang 23-årige steward Eder Rojas, som havde sat ild til flytoilettet, fordi han var utilfreds med, at hans chefer havde tvunget ham til at arbejde på den pågældende flyrute.

Han blev efter følgende idømt syv års fængsel og skulle betale 100.000 dollars (cirka 650.000 kroner) i skadesomkostninger samt erstatning til passagererne, der alle skulle finde alternative flyvninger for at rejse videre.

Se også: Stangstiv mor slog TUI-ansat i skridtet: Nu skal hun i fængsel

Hærværk med mælk og lim
I 2010 gik hele kabinepersonalet om bord på et British Airways-fly fra Sydney til London amok, fordi de var utilfredse med ledelsen i det dengang strejkeramte flyselskab.

På flyvningen begik personalet eftersigende hærværk ved at hælde mælk ud over sæderne samt ved at lime de såkaldte 'trolleys', som er vognene med mad og drikkevarer, fast.

Derudover frakoblede de rasende ansatte også ovnene på flyet og blokerede afløbene med affald.

Ferie - 28. maj. 2018 - kl. 13:31 Fuld passager i slagsmål på fly: Måtte ikke få flere øl

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere