Minister: Flyselskab skal betale med klimamål for økonomisk støtte

For østrigske Austrian kan det blive nødvendigt at sætte klimamål, hvis selskabet skal have en økonomisk håndsrækning fra staten

Austrian har parkeret alle sine fly frem til foreløbigt 17. maj. Foto: Austrian Airlines/Markus Setznagel
Austrian har parkeret alle sine fly frem til foreløbigt 17. maj. Foto: Austrian Airlines/Markus Setznagel

Fremtiden for de 7.000 ansatte i det østrigske flyselskab Austrian afhænger i øjeblikket af, hvor meget hjemlandet er villigt til at hjælpe.

Selskabet har ifølge Check-in.dk parkeret samtlige fly frem til foreløbigt 17. maj og indledt forhandlinger med staten om en hjælpepakke. Det bliver dog ikke gratis, hvis man spørger Leonore Gewessler, der er minister for klima, miljø, energi, mobilitet, innovation og teknologi.

– Hvis vi taler om flere hundrede millioner euro af skatteydernes penge, så er det klart, at der vil være betingelser tilknyttet, siger Leonore Gewessler til Reuters.

Se også: Nu kan du styre en lokal færing fra din sofa

Hjælp for 800 millioner euro
Betingelserne, som ministeren taler om, kan meget vel komme til at indeholde en grøn målsætning. Leonore Gewessler repræsenterer partiet Die Grünen, der har klimabeskyttelse som en mærkesag, men det er endnu ikke fastlagt, hvad flyselskabet præcist skal binde sig til.

– Når det handler om en branche, der især skal bidrage til klimabeskyttelse, så er det meget fornuftigt (...) at bruge denne situation til at støtte den transformation, siger hun til Reuters.

Størrelsen på hjælpepakken er heller ikke fastlagt, men ifølge Check-in.dk skriver flere østrigske medier, at pakken kan blive på mellem 500 og 800 millioner euro.

Den østrigske stat ejede oprindeligt Austrian, men i 2008 blev flyselskabet solgt til den store tyske Lufthansa-koncern. Lufthansa er dog også kommet i massive problemer under coronakrisen. Tidligere på måneden kom det f.eks. frem, at koncernen mistede 1 million euro hver time.

Se også: Forskere finder spor efter en regnskov på Antarktis

16 kommentarer
Vis kommentarer