Misforståelse kan gøre skiferien dyr: - Man må betale af egen lomme

Mange tror, at det blå EU-sygesikringskort er nok på skiferie. Men det er det ikke, og det kan blive dyrt

Når danskerne drager på skiferie, er det vigtigt, at de har styr på forsikringen. Og det blå sygesikringskort er ikke nok. Arkivfoto: Thomas Borberg
Når danskerne drager på skiferie, er det vigtigt, at de har styr på forsikringen. Og det blå sygesikringskort er ikke nok. Arkivfoto: Thomas Borberg

Et brækket ben, et forvredet knæ eller et håndled, som har fået nok. Der er rigtig mange måder at komme til skade på en skiferie, og sidste år måtte de alene hos SOS International yde assistance til 750 danskere, som kom til skade på pisterne.

Er man ikke opmærksom, er det ikke kun kroppen, som kan få ondt efter en skiferie. Det kan pengepungen også. Man kan nemlig risikere en grim økonomisk overraskelse, hvis man efter et uheld på skiferie skal transporteres hjem med et ambulancefly, og man ikke selv har en rejseforsikring.

Det oplyser Forsikring og Pension i en pressemeddelelse.

- Det blå EU-sygesikringskort dækker ikke udgifter til hjemtransport. Næsten hver tredje dansker tror, at det blå kort dækker hjemtransport, så længe man rejser i EU, og knap hver fjerde tror, at kortet dækker som en rejseforsikring. Det viser en undersøgelse, som vi har gennemført sammen med Forsikringsguiden.dk, siger Anja Lintrup Sørensen, konsulent hos Forsikringsoplysningen, i pressemeddelelsen.

Se også: Skisportssteder i Pyrenæerne kan være dødsdømte

Kortet dækker ikke
Misforståelsen kan blive dyr for skiglade danskere, for det blå EU-sygesikringskort sikrer nemlig kun adgang til behandling på lige fod med borgerne i det land, man er på skiferie i.

- Uden en rejseforsikring må man betale af egen lomme, hvis man f.eks. skal transporteres hjem med særtransport, hvis man er blevet behandlet på et privathospital, som ofte er den eneste mulighed tæt på skisportssteder. Det samme gælder, hvis der er en egenbetaling ved lægebehandling i det land, man besøger. Det er nemlig heller ikke dækket af det blå EU-sygesikringskort, siger Anja Lintrup Sørensen.

24 procent af danskerne har rejst uden for Norden uden at have en rejseforsikring, viser tallene fra Epinion.

- Det er vigtigt at tjekke, om man har den rigtige rejseforsikring - evt. som en del af ens indboforsikring - og om den dækker skiferier. Nogle rejseforsikringer kræver, at man køber en tillægsforsikring, der dækker skisport. Det er en god idé at få styr på forsikringsdækningen, inden man klikker skistøvlerne i skiene, siger Anja Lintrup Sørensen.

Gode råd til skiferien
- Husk, at det blå EU-sygesikringskort ikke dækker hjemtransport, behandling på privatklinik og egenbetaling. Supplér med en rejseforsikring

- Tjek, om skisport kræver en udvidelse på din rejseforsikring

- Overvej, om du har behov for en tillægsdækning for f.eks. ubenyttet udstyr, ødelagt ferie m.m.

- Sørg for at have en ulykkesforsikring - også til dine børn

- Kør altid med skihjelm

- Tjek FIS-reglerne (færdselsregler på ski), og sørg for at have en indboforsikring, som også indeholder en privat ansvarsforsikring

- Kører du på skiferie i egen bil, så hent den gratis app 'Rødt kort', inden du tager afsted.

Se også: Sveriges nye nattog kommer os til gavn

10 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere