Mistede 25.000 kroner på 'uetisk rejse'

Inden du booker sommerferie til sydens sol, bør du undersøge, hvor dit rejseselskab er forsikret

Booker man sin rejse ved et rejsebureau, der er forsikret i udlandet, kan du miste dine penge ved afbestilling eller konkurs. Foto: PR
Booker man sin rejse ved et rejsebureau, der er forsikret i udlandet, kan du miste dine penge ved afbestilling eller konkurs. Foto: PR

Hvis dit rejseselskab ikke er en del af den danske Rejsegarantifond, og går konkurs, så risikerer du at miste alle dine forudbetalte penge.

Det er nemlig ikke alle lande, der har samme rejsegarantiregler. Dermed kan der være forskel på, hvor godt man er dækket.

Hos Forbruger Europa, der hører ind under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, kender man til flere tilfælde, hvor kunderne har mistet deres penge, fordi selskabet ikke var dansk registeret.

- Der er forskelle i rejsegarantiregler, og dermed kan der være forskel på, hvor godt man er dækket, alt efter hvor i EU selskabet er forsikret. Den danske Rejsegarantifond har en meget stærk beskyttelse af forbrugerne ved konkurs. Ikke alle EU-lande kræver, at der stilles så store garantier, som det er tilfældet i Danmark. Det kan desværre i yderste konsekvens betyde, at forbrugeren ikke er lige så godt stillet i forhold til en konkurs, og det kan blive en dyr omgang for rejselystne danskere, siger Lars Arent, der er leder af Forbruger Europa.

Uetisk rejsesalg skader forbrugerens rettigheder
Ifølge Lis Vogelius, der er i direktør i Amisol Travel, er der mange danskere, der ikke ved, at man skal tjekke, om rejseselskabet er registeret i den danske Rejsegarantifond.

- Vi synes, det er forkert og konkurrenceforvridende, at man som selskab kan vælge en garantifond uden for Danmark og slippe billigere. Selskaber, der går konkurs, starter gladeligt op igen i Danmark under samme navn med de samme kundedatabaser, og de sælger rejser fra samme webside. Det mener jeg, er uetisk overfor forbrugerne, siger Lis Vogelius.

Familien Bloch mistede 25.000 kroner
Og det er sket op til flere gange, at selskaber med særlige rejsegarantiordninger, der har været registreret i udlandet, har markedsført sig på dansk og til det danske marked.

En, der har mærket konsekvensen, er Mette Meier Bloch, der i 2019 bookede en rejse til Egypten og forudbetalte 25.000 kroner til et tilsyneladende danske rejsebureau.

- Vi købte rejsen på en feriemesse i Herning, og ekspedienten, der i øvrigt snakkede dansk, sagde ikke noget om, at selskabet var registreret i Sverige. Derfor gik vi ud fra, at vi havde handlet ved et dansk rejsebureau. Nu har de så drejet nøglen om, og vi står tilbage med håret i postkassen uden penge og uden rejse. Uvisheden og de manglende penge går hele vores familie meget på, fortæller Mette Meier Bloch.

Familien Bloch venter stadig på at høre, om de får penge tilbage fra den svenske rejsegarantifond.

En anden familie oplevede samme scenarie. De tog sagen i Pakkerejse-Ankenævnet. Se udfaldet herunder:

Købte safaritur fra ikke dansk rejsebureau

Et par købte i november 2019 en safarirejse til Botswana, Sydafrika og Zimbabwe  til en pris på 57.590 kroner fra 20. marts 2020 hos rejsebureauet Richies Afrika, som parret havde truffet på en rejsemesse i København.

16. marts annullerede rejsebureauet rejsen på grund af ændrede rejsevejledninger for hele verden og returnerede 50.590 kroner.

Parret ville imidlertid have alle pengene retur og indbragte sagen for Pakkerejse-Ankenævnet for at få refunderet de resterende 7000 kroner.

Imidlertid svarede Pakkerejse-Ankenævnet, at 'pakkerejsen ikke var købt hos en dansk rejseudbyder, der er registreret i Rejsegarantifonden', så de afviste at behandle sagen.

Imidlertid gav parret ikke op så let og klagede over Pakkerejseankenævnets afgørelse.

'Vi har på ingen måde været i tvivl om, at vi har købt vores rejse hos et dansk bureau. Vi har mødt ham på en dansk messe, vi har overført penge til en dansk konto, og på al korrespondance henviser han til danske adresser etc. Vi har hele tiden ment, at vi var dækket af pakkerejselovgivningen'.

Desværre for parret fastholdt Pakkerejse-Ankenævet, at klageren havde købt en pakkerejse af en rejsearrangør, der er etableret uden for EU/EØS-området, og som ikke er registreret i Rejsegarantifonden. 'Og den omstændighed, at klageren har indbetalt rejsens pris til en bankkonto i Danmark, kan ikke føre til et andet resultat', skriver Pakkerejse-Ankenævnet i sin afgørelse.