Mor deler genialt cola-trick: Sådan kom hele familien til Hawaii

Da en 35-årig mor hørte om 'colaflaske-udfordringen', gik hun og manden straks i gang

Med lidt stædighed og en tom cola zero-flaske lykkedes det for Chantal og Daniel at spare sammen til deres første store familierejse. Foto: Ritzau Scanpix
Med lidt stædighed og en tom cola zero-flaske lykkedes det for Chantal og Daniel at spare sammen til deres første store familierejse. Foto: Ritzau Scanpix

35-årige Chantal Llamas fra Sydney underviser på forskellige high schools i Australien, hvor hun forsøger at lære de unge elever at blive mere ansvarsbevidste omkring deres økonomi.

Det var under en af disse lektioner, at en elev gav hende det bedste spare-trick, hun nogensinde havde fået selv.

- Jeg fortalte dem om forskellige tricks, jeg bruger til at spare penge, og så spurgte jeg dem, om de selv havde nogen tricks. Da var det, at en elev fortalte mig om colaflaske-udfordringen, siger Chantal Llamas til news.com.au.

- Jeg troede ikke på, at man bare ved at fylde en flaske på 600 milliliter kunne få 1000 dollars (australske dollars, svarende til 4423 danske kroner, red.) eller noget i nærheden af det. Jeg fortalte min mand om det, og han sagde, 'jamen, lad os da prøve det, hvor svært kan det være?' siger den 35-årige australske mor.

De må have tænkt, at det var skørt
Efterhånden som colaflasken blev fyldt op, blev det nærmest til en besættelse for Chantal Llamas og hendes mand, 32-årige Daniel, at samle så mange 2 dollar-mønter ind, de kunne komme til.

- Min mand kunne finde på at købe en lille kaffe i stedet for en stor, så han fik byttepenge tilbage på en 5 dollar-seddel. Og hvis jeg fik 1 dollar-mønter, bad jeg dem altid om at veksle til en 2 dollar-mønt (svarer til omkring 9 danske kroner, red.). De må have tænkt, at det var skørt, fortæller Chantal Llamas.

Efter ni måneders ihærdig indsamling af 2 dollar-mønter så flasken sådan ud. Foto: Ritzau Scanpix
Efter ni måneders ihærdig indsamling af 2 dollar-mønter så flasken sådan ud. Foto: Ritzau Scanpix
 

Det gik hurtigt op for forældreparret, hvor lidt, de små mønter faktisk fyldte i colaflasken, men efter ni måneder var de i mål. I flasken havde de samlet 880 dollars ind i 2 dollar-mønter, så nu var det tid til at gå på nettet og søge efter den rejse, de følte, de havde gjort sig fortjent til.

De fandt et par billige tur-retur-billetter for to voksne til 900 australske dollars til Hawaii, og deres 2-årige søn, Zachary, kunne flyve gratis med. Colaflaske-tricket endte dermed med at finansiere deres allerførste familierejse - otte dage på Hawaii.

Lille Zacharys første rejse ud af Australien gik til Hawaii med mor og far. Foto: Ritzau Scanpix
Lille Zacharys første rejse ud af Australien gik til Hawaii med mor og far. Foto: Ritzau Scanpix
 

- Jeg ville bestemt anbefale dette til andre. Det er sjovt at prøve at spare op med et mål, siger Chantal Llamas til news.com.au, og fortsætter:

- Det er så nemt. Selv hvis man er elendig til at spare op, eller ikke har en stor indkomst, er det ligetil. Man savner ikke rigtig en 2 dollar-mønt. De bliver bare smidt ned i bunden af tasken eller på gulvet i bilen.

Chantal Llamas håber nu, at hun med sin historie kan inspirere andre til at prøve colaflaske-sparetricket.

- Det tager måske længere tid for nogle end andre, men når det er fyldt, er det det hele værd, siger hun.

119 kommentarer
Vis kommentarer