Motel stormes af alien-fans: Ejeren er rædselsslagen

Begivenheden Storm Area 51 gør motel-ejer 'rædselsslagen'

Foran motellet A'Le'Inn står en lille grøn mand klar til at byde jordboerne velkommen. Privatfoto
Foran motellet A'Le'Inn står en lille grøn mand klar til at byde jordboerne velkommen. Privatfoto

Siden starten af juli har motel-ejeren Connie Wests telefon kimet hende ned.

De mange opkald kommer fra mennesker, der har tænkt sig at deltage i Facebook-eventen Storm Area 51. De mangler et sted at sove i Nevadas ørken, og Connie West ejer områdets eneste motel.

- Efter 1800 mistede opkald på tre dage stoppede jeg med at tælle, siger hun til Fox News, da hun bliver spurgt, hvor mange der har henvendt sig for at booke et værelse.

Selvom begivenheden Storm Area 51 startede som en joke, der pludseligt gik viralt, har mange mennesker tænkt sig at dukke op for at storme den hemmelighedsfulde militærbase i Nevadas ørken. Ifølge konspirationsteorier huser basen aliens.

Ideen bag begivenheden er, at hvis bare der er nok til at storme militærbasen, så kan myndighederne ikke holde dem ude. På den måde kan de se, om konspirationsteorierne holder stik.

Se også: Tusinder vil jagte Loch Ness-uhyret: Nu advarer myndighederne

De mange nysgerrige alien-fans forsøger desperat at finde et sted at sove til begivenheden, og der er Connie Wests lille motel tættest på. Motellet A’Le’Inn i byen Rachel ligger cirka to timers kørsel fra militærbasen ude i Nevadas ørken.

Connie West, som driver motellet med sin mor i den lille by med 54 permanente beboere, fortæller, at de har haft mange gæster før, men intet kan sammenlignes med den seneste interesse.

- Nogle weekender er vi fuldt booket. Hvis det er jagtsæson, eller der er en ufo-konference, så er vi helt booket. Men jeg har aldrig set noget lignende, siger Connie West til Fox News.

'Jeg er rædselsslagen'
Connie West fortæller til Fox News, at hun ikke har sovet, siden eventen gik viralt. Hun har nemlig haft travlt med at gøre motellet klar til de mange gæster.

Selvom eventet er blevet så stort, at de amerikanske myndigheder har været ude at advare folk mod at dukke op og storme militærbasen, så glæder Connie West sig.

- Er det her stressende? Ja. Får vi mere opmærksomhed end nogensinde før? Absolut. Så vi omfavner det fuldstændigt. Vi omfavner det for at blive ved med at tjene penge. Vi bliver nødt til at bruge det positivt, siger hun til Fox News.

Se også: Astronomer bekymrede: SpaceX vil opsende 12.000 satellitter

Det lille motel har ti værelser, otte pladser til autocampere og en del pladser til telte. Alt er booket 20. september, hvor flere millioner mennesker har tilkendegivet på Facebook, at de vil storme militærbasen.

- Jeg er selvfølgelig rædselsslagen. Men der er intet, jeg kan gøre. Folk kommer, og vi kommer til at tage imod dem, siger Connie West.

44 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere