Naboøer evakueret efter vulkan eksploderer

Endnu en vulkan er i overhængende fare for at gå i udbrud

Sådan så der ud, da den amerikanske humanitærarbejder Brandon Buser sejlede forbi Kadovar henholdsvis den 6. og 8. januar. Video: Brandon Buser

Da den sovende vulkan på øen Kadovar gik i udbrud den 5. januar, flygtede mange af øens cirka 600 beboere til de nærliggende naboøer, Blup Blup (også kaldet Ruprup, red.) og Bam (også kaldet Biem, red.)

Men efter at vulkanen på Kadovar eksploderede i weekenden, skal alle beboere på Blup Blup nu også evakueres. Det skriver Reuters.

Vulkanen på Kadovar havde spyet aske i en uge, inden den fredag eksploderede og skød glohede røde sten og svovldioxid ud, skriver Rabaul Volcanological Observatory (RVA) i en pressemeddelelse. Herefter besluttede myndighederne også at evakuere Blup Blup.

Røde Kors meddeler, at cirka 1500 personer er blevet evakueret fra Blup Blup, der er et af de mest afsidesliggende steder på jorden, nord for Papua Ny Guineas kyst. Beboerne er blevet transporteret ind til fastlandet, hvor Røde Kors hjælper med mad, vand, tøj og ly.

Tidsindstillet bombe
Også 700 personer fra øen Bam, der ligger nordøst for Kadovar, har forladt deres hjem i den seneste uge. Og myndighederne har nu bedt alle 3000 beboere forlade Bam, da vulkanen på denne ø også kan gå i udbrud. Det skriver australske ABC.

- Øen er en tidsindstillet bombe, fortæller guvernøren fra East Sepik-provinsen, Allan Bird til ABC.

- Vores prioritet er at få alle folk væk, før vulkanen eksploderer, og vi ved ikke, hvornår det sker, siger Allan Bird.

(Artiklen fortsætter under opslaget)

Billeder taget af fly over Bam viser, at havet omkring øen er gult, og det tyder på, at magmaen (smeltet klippemateriale i jordens indre, der, når det kommer op til jordoverfladen, bliver til lava, red.) bevæger sig opad og farver havet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Et luftfoto af vandet omkring Bam viser, at vandet er gult. Det er fordi, magmaen bevæger sig opad og udskiller jern. Foto: Office of East Sepik Governor
Et luftfoto af vandet omkring Bam viser, at vandet er gult. Det er fordi, magmaen bevæger sig opad og udskiller jern. Foto: Office of East Sepik Governor
 

En brændende ø
Hverken Bam eller Kadovar er blevet fast seismologisk overvåget, da vulkanudbruddet på Kadovar er det første nogensinde. Eksperter troede, vulkanen var sovende, indtil den begyndte at spy aske den 5. januar. Dog undersøger forskerne også, om Kadovar kan have været en af to 'brændende øer', der er nævnt i opdagelsesrejsende fra det 17 århundrede, William Dampiers, annaler.

Ubeboelig ø
Amerikanske Brandon Buser, der arbejder for en kirkelig organisation i området, var på vej i en båd fra Wewak på fastlandet og til Bam, da vulkanen på Kadovar gik i udbrud. Se videoen øverst i artiklen.

Da han sejlede retur mod fastlandet den 8. januar, så han, at Kadovar var fuldstændig ubeboelig, og det engang så grønne landskab nu er dækket af tyk grå aske.

- Vi stoppede ved Kadovar for at dokumentere det fortsatte vulkanudbrud og kunne se, at der var to nye steder fra hvor, der var udbrud. Vi sejlede forbi landsbyen, som er på den modsatte side af udbruddene, men aske dækkede alt, fortæller Brandon Buser.

- Den nuværende status på Kadovar er, at den er fuldstændig ubeboelig, siger Brandon Buser, som fortæller Ekstra Bladet, han stadig er i området men ikke på nogen af øerne.

Han fortæller, at Bam-evakueringen kan komme til at foregå på onsdag.

- Ingen er endnu evakueret fra Bam. Først vil de evakuere Kadovar-beboerne fra Blup Blup, fortæller Brandon Buser til Ekstra Bladet.

Dansker kender øerne indgående
Der er ikke mange turister, der besøger de fjerne øer, men danskeren Thor F. Jensen, der har sejlet rundt om hele Ny Guinea, har været på Bam og Blup Blup.

- Jeg har indgående kendskab til disse afsides øer og deres befolkning. Jeg sejlede derud i 2016 på vej rundt om Ny Guinea, og overnattede på øerne. Det er virkelig afsides, aldrig nogen besøgende udefra - ud over vulkanforskerne, fortæller Thor F. Jensen til Ekstra Bladet.

Bor på skråningerne
- Familierne bor på skråningerne. På øen Bam er der ingen strand. Det er bare en sten, der går lige ned i havet. De bor i bushen på de lidt fladere områder, og så lever de af, hvad de har på øen af forskellige frugter, rodfrugter og kokosnødder, og så er der fiskeri, siger Thor F. Jensen, der ved, at udbruddet fjerner levegrundlaget for mange.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Man har altid kunnet se det ryge på Bam, som myndighederne nu også vil evakuere. Foto: Thor F. Jensen
Man har altid kunnet se det ryge på Bam, som myndighederne nu også vil evakuere. Foto: Thor F. Jensen
 

En kæmpe katastrofe
- Det er en kæmpe katastrofe for de mennesker. Det, der gør Papua Ny Guinea så unikt, er, at der er landejerskab, at folkene ejer landet og lever af landet og kan overleve uden af have en indkomst, fortæller Thor F. Jensen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Sådan lever en familie på Bam. Foto: Thor F. Jensen
Sådan lever en familie på Bam. Foto: Thor F. Jensen

Alle øerne i området er uden moderne faciliteter.

- De har ikke noget på øerne. De har tøj, og måske hvis de er heldige, har de noget solcellelys. De har nogle plastictanke til at samle regnvand i - og opbevare vand på de stejle øer, og måske er der en eller to, der har en generator, siger Thor F. Jensen.

(Du kan zoome og se Kadovars beliggenhed herunder. Naboøerne Blub Blub og Bam ligger henholdsvis nord og øst for Kadovar)

1 af 4 Kadovar er ikke længere beboelig og 600 mennesker har mistet deres hjem. Foto: Brandon Buser
2 af 4 Sådan så Kadovar ud den 5. januar. Foto: Samaritan Aviation/Facebook
3 af 4 - Da vi stod på mundingen af den sovende vulkan på Bam, lød det som om, det hele kogte, der kom damp ud af alle revner, og der lugtede af svovl, siger Thor F. Jensen. Foto: Thor F. Jensen
4 af 4 Foto: Brandon Buser
kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen