Langt oppe i Nordnorge på spidsen af øen Andøya ligger den lille by Andenes, som er kendt som et særdeles godt sted at spotte hvaler.
Derfor har byen i mange år tiltrukket turister til deres såkaldte hvalsafarier, hvor især muligheden for at se kaskelothvaler er populær blandt de 50.000 årlige besøgende.
I et forsøg på at tiltrække endnu flere besøgende til byen, der ligger over 300 kilometer nord for polarcirklen, vil private og offentlige investorer bygge en ny attraktion, som skal formidle viden om hvalen. Projektet hedder The Whale.
I starten af november blev det så offentliggjort, at det danske arkitektfirma Dorte Mandrup har vundet den udbudte arkitektkonkurrence, og deres bud på The Whale bliver dermed en realitet.
Artiklen fortsætter under billedet ...
- Det er en poetisk og afdæmpet men samtidig også en meget spændende og usædvanlig bygning, siger Børre Berglund, direktør i The Whale og formand for juryen i arkitektkonkurrencen, i en pressemeddelelse.
- Med dette fantastiske forslag har vi, hvad der skal til for at skabe en attraktion i verdensklasse, siger han.
Er dette verdens smukkeste lufthavn?
Det skal være perfekt
The Whale skal ligge på kanten af havet og vil vokse ud af det dramatiske norske landskab, som en naturlig bakke imellem klipperne. Besøgende vil kunne gå oppe på taget af bygningen og have frit udsyn til havet og bjergene.
- Andøya er et unikt sted, og The Whale et ekstraordinært projekt. Vi vil ikke kun skabe arkitektur i et bemærkelsesværdigt landskab, men også tage del i at øge forståelsen for hvaler og bevarelsen af livet i havet, siger Dorte Mandrup, stifter og kreativ direktør i arkitektfirmaet Dorte Mandrup, i en pressemeddelelse.
Projektet forventes at koste mellem 300 og 400 millioner norske kroner, skriver det lokale medie Andøy Posten.
Artiklen fortsætter under billedet ...
- Nu gælder det om at få finansieret og beregnet omkostningerne, for projektet bliver dyrt. Men det skal også stå her om 100 år, så det skal ikke bare være næsten godt, det skal være perfekt, siger Benn Eidissen, styreleder i The Whale, til Andøy Posten.
Målet er, at The Whale skal stå færdig i 2022.