Norsk flykrig

Wizz Air vil vælte Norwegian af tronen i deres hjemland. Nu bliver de truet med boykot

Wizz Air vil være førende på det norske marked for indenrigsflyvninger. Foto: PR
Wizz Air vil være førende på det norske marked for indenrigsflyvninger. Foto: PR

I begyndelsen af oktober annoncerede Wizz Air en storoffensiv på det norske marked for indenrigsflyvninger.

Her er det normalt Norwegian og SAS, der sidder på ruterne, men ikke meget længere, hvis det står til det ungarske lavprisselskab. Ì løbet af de kommende uger åbner Wizz Air ikke færre end ti indenrigsruter i Norge - et frontalangreb, der straks har fået de konkurrerende flyselskaber til at skære i billetpriserne.

Nu er store dele af den norske fagbevægelse gået ind i kampen og vil boykotte Wizz Air, når selskabet åbner de første ruter 5. november.

Det skriver Check-in.

Norwegian dropper danske ruter

Møder stor modstand
Fagforbundene er vrede, fordi Wizz Air har proklameret, at de ikke vil indgå overenskomster med fagforeninger. Og fordi selskabets personale i Oslo og Trondheim ikke skal organiseres i Norge.

Den norske fagforening Lederne skrev torsdag på sin hjemmeside, at ingen flyrejser i deres regi kommer til at foregå med det ungarske flyselskab.

- Wizz Airs indtog i Norge og deres udtalte holdning til vores samarbejdsmodel i arbejdslivet truer den norske samfundsstruktur, siger forbundsleder Audun Ingvartsen.

Også den norske statsminister Erna Solberg har været på banen.

- Jeg kommer ikke til at flyve med et selskab, som nægter arbejdere at organisere sig, sagde hun under en spørgetime i Stortinget forleden, skriver Dagens Næringsliv.

Stor frygt for flyrejser: Hver tredje dansker venter på vaccine

Føler ikke kærlighed
Den norske sabelraslen lader dog ikke til at gå Wizz Air synderligt på. Torsdag annoncerede det ungarske flyselskab endnu en base i Norge, skriver Check-in.

På næsten alle de nye ruter vil Wizz Air være i direkte konkurrence med enten SAS eller Norwegian.

NRK spurgte til et pressemøde Wizz Airs koncernchef József Váradi, om han føler sig taget godt imod i Norge.

- Jeg ville ikke klassificere det som en ægteskabsinvitation, svarede han.

- Når du bliver inviteret til ægteskab, føler du kærlighed, og det føler jeg ikke i øjeblikket.

SAS-kunder må vente længe på at få penge retur