Norwegian i risiko for konkurs

Det norske flyselskab er bekymret for de langvarige effekter af coronakrisen

Torsdag faldt Norwegians aktieværdi med 23,41 procent. Arkivfoto: Ints Kalnins/Reuters
Torsdag faldt Norwegians aktieværdi med 23,41 procent. Arkivfoto: Ints Kalnins/Reuters

Højt at flyve, dybt at falde. På sine bedste dage har Norwegian svævet på en lyserød sky, men i år er det mest bare gået nedad.

Bedømt ud fra selskabets nye årsrapport kommer nedturen til at fortsætte.

Norwegian skriver, at hvis coronakrisen fortsætter med at lægge begrænsninger på flytrafikken og dermed ’tvinger virksomheden til at opretholde sin nuværende dvaletilstand i en periode efter udgangen af 2020’, så vil der blive behov for en ny økonomisk redningskrans i 2021.

Torsdag faldt selskabets aktieværdi med 23,41 procent. Dermed blev lavprisselskabet dagens helt store taber på den norske Oslo Børs.

I alt er Norwegians aktie faldet med mere end 90 procent siden årsskiftet.

Se også: Bidende passager fritager flyselskab for kompensationspligt

Ikke nok til at overleve
Norwegian havde 73.401 passagerer i maj. Det er et fald på 98 procent sammenlignet med samme måned året før.

Selskabet har meddelt, at det har i sinde at holde syv indenrigsfly på vingerne i Norge. Langt de fleste af selskabets fly bliver dog stående på landjorden.

Selv om Norwegian har modtaget flere milliarder i hjælpepakke fra den norske regering, og selskabets kreditorer er gået med til, at de ikke får hele deres tilgodehavende tilbage, så er det langt fra sikkert, at det er nok til at overleve efterdønningerne af coronakrisen.

Norwegian får formentlig brug for yderligere en kapitalindsprøjtning, hvis den skal reddes, vurderer aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank i en kommentar.

- Selv om selskabet mener, at der er rimelige udsigter til at imødekomme sådanne misligholdelser, er der en betydelig risiko for, at selskabet bliver insolvent og går konkurs, udtaler han til Check-in.dk.

Se også: - Vi er et svært sted

119 kommentarer
Vis kommentarer