Norwegian-plan klar: Kan ikke give kunder erstatning

Norwegian har lavet en redningsplan, som er blevet sendt til godkendelse hos kreditorerne

Arkivfoto: Andreas Haubjerg
Arkivfoto: Andreas Haubjerg

Det hårdt pressede flyselskab Norwegian har færdiggjort en plan for, hvordan firmaet fremadrettet kan blive ved med at eksistere.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Planen kommer omkring fire måneder efter, at virksomheden søgte om konkursbeskyttelse i Irland, og planen skal nu til afstemning blandt kreditorerne.

Ifølge planen skal 'det nye Norwegian' fremover kun have 53 Boeing 737-fly, og selskabet skal fokusere på korte distancer i Norge, Norden og populære ruter i Europa, skriver det norske finansmedie E24.

Rædselsår for Norwegian: Gigantisk milliard-minus

34.000 får ikke penge retur
Som en del af planen for at nedjustere selskabets massive gæld, varsler Norwegian, at de kunder, der ikke har fået deres tilgodehavende tilbage, heller ikke skal regne med at få det.

Som følge af konkursbeskyttelsen har selskabet ikke kunnet betale kunder tilbage for aflyste flyafgange fra før 18. november. Det skyldes, at kunderne med krav har skullet behandles på samme måde som andre kreditorer i selskabet efter konkursbeskyttelsen.

- Fra selskabets side har vi ønsket at refundere de sidste kunder fuldstændig, og vi beklager, at det ikke bliver muligt, siger Geir Karlsen, der er finansdirektør i Norwegian.

Ifølge selskabet drejer det sig om omkring 34.000 kunder, der ikke har fået deres penge tilbage. Det er angiveligt omkring to procent af alle, der havde bedt om refusion.

Norwegian får sat 14 fly til salg

Reducere gæld
Ifølge den nye Norwegian-plan kommer aktionærerne fremover til at sidde med 4,6 procent af ejerskabet af Norwegian, mens kreditorerne vil sidde med 25,6 procent. De nye investorer vil sidde med den resterende del af selskabet.

Selskabets samlede gæld skal efter planen reduceres til 20 milliarder norske kroner, svarende til knap 15 milliarder danske kroner.

Planen skal godkendes på en ekstraordinær generalforsamling 18. marts. En godkendelse på generalforsamlingen er nødvendig, for at domstolen i Irland kan godkende den nye konstruktion.

Se artiklen Norwegian er glade for du ikke læser