Nu begynder dødsfly igen at flyve med passagerer

Boeing vil nu igen begynde at flyve med betalende passagerer i det kontroversielle 737 Max-fly

Nu må de skandaleramte Boeing 737 Max-fly igen flyve med passagerer. Arkivfoto: Lindsey Wasson/Reuters/Ritzau Scanpix
Nu må de skandaleramte Boeing 737 Max-fly igen flyve med passagerer. Arkivfoto: Lindsey Wasson/Reuters/Ritzau Scanpix

Tirsdag 29. december vil en række betalende flypassagerer for første gang i over halvandet år sætte sig i et Boeing 737 Max-fly, når de tager turen fra Miami til New York.

Siden marts 2019 har alle Boeing 737 Max-fly været tvunget til jorden efter to forskellige flystyrt med flymodellen kostede 346 personer livet.

I sidste måned godkendte den amerikanske flymyndighed US Federal Aviation Administration de ændringer, som Boeing har lavet på flytypen, så den igen skulle være sikker at flyve i.

Det skriver CNN.

Den første ulykke med et Boeing 737 Max-fly skete i oktober 2018, da et fly styrtede i havet ved Indonesien, og anden ulykke fandt sted, da et andet fly af samme type styrtede ned kort efter at være lettet fra Addis Ababa i Etiopien. I alt blev 346 personer dræbt i de to ulykker, som angiveligt opstod på grund af en bestemt softwarefejl.

Den skulle Boeing dog nu have rettet, hvorfor de første betalende passagerer igen vil være at finde i et Boeing 737 Max-fly tirsdag.

En undersøgelse foretaget af Ipsos for Reuters viser, at 57 procent af amerikanerne ikke vil sætte sig i et Boeing 737 Max-fly igen, og 37 procent siger, at de først tør at flyve i ét, når flyene har været på vingerne igen i seks måneder eller mere. 

Nyt coronatiltag: Vil have stewardesser til at gå med ble

Kommer også til Europa
Det er ikke kun i USA, at Boeing 737 Max-fly nu igen vil begynde at flyve med passagerer. Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (Easa)  har for nyligt godkendt flytypen til at flyve med passagerer, da Easa er 'helt sikre' på, at det ulykkesramte 737 MAX-fly igen er sikkert at flyve med.

Til BBC fortæller Patrick Ky, som er direktør for Easa, at organsiationen har vendt hver eneste sten i sine analyser af flyet samt de designændringer, som Boeing har tilføjet siden styrtene.

Alle de eksisterende 737 Max-fly skal nu have ny computersoftware, inden de får lov at flyve igen.

Easa forventer at give tilladelse til, at 737 Max-fly igen må flyve med passagerer i Europa i midten af januar.

Foruroligende rapport: Piloter fejlhåndterer kollisionsadvarsler