Hvornår har du sidst fulgt med i videoen med sikkerhedsinstruktioner på flyet?
Hvis du skal være helt ærlig, så er det nok meget, meget længe siden. Hvis du altså overhovedet nogensinde har rettet opmærksomheden 100 procent mod skærmen, når instruktionerne om nødudgange og redningsveste bliver forklaret.
Uopmærksomheden blandt de rejsende har nu fået flyselskabet British Airways til at lægge hjernerne i blød for at finde ud af, hvordan de får deres passagerer til at lytte til de kedelige foranstaltninger på skærmen.
Og løsningen er selvfølgelig at få en lang række kendisser til at forklare dem. Derfor har flyselskabet netop lanceret en ny stjernespækket sikkerhedsvideo.
- Det er vigtigt for os, at de rejsende engagerer sig i vores sikkerhedsvideo, og at involvere nogle af Storbritanniens mest kendte personligheder har givet os chancen for at skabe noget sjovt, som vi håber, folk vil se fra start til slut - og huske, siger CEO i British Airways, Alex Cruz, i en pressemeddelelse.
Stewardesse taget på fersk gerning: Hælder champagne-rester tilbage i flasken
Sjove 'sketches'
På rollelisten er ti af Storbritanniens største stjerner - heriblandt den rapmundede kok Gordon Ramsay, Mr Bean-karakteren Rowan Atkinson og Hollywood-stjernen Sir Ian McKellen, som spiller troldmanden Gandalf i Ringenes Herre-filmene.
Videoen lanceres i september, men flyselskabet har netop offentliggjort en ’bag kameraet’-video, hvor de ti berømtheder optræder i humoristiske ’sketches’ foran den britiske komiker, Asim Chaudry, alt imens de viser flyets sikkerhedsfunktioner frem og forklarer de sædvanlige procedurer på en komisk måde.
Særligt ’Mr. Bean’ har en sjov scene i slutningen af videoen, hvor en ellers simpel handling som altid er lidt mere besværligt for ham end for alle andre.
Du kan se videoen i playeren øverst oppe.