Nu kan du rejse til flere steder i Thailand

Thailand udvider genåbningen for færdigvaccinerede danskere

Normalt er Thailand et af danskernes foretrukne feriedestinationer med op mod 150.000 rejsende årligt. Foto: Carola Frentzen/Ritzau Scanpix
Normalt er Thailand et af danskernes foretrukne feriedestinationer med op mod 150.000 rejsende årligt. Foto: Carola Frentzen/Ritzau Scanpix

Som færdigvaccineret dansker kan du nu udvide dit repertoire af populære rejsemål til udlandet.

For fra 1. oktober åbner Thailand for, at vaccinerede udlændinge atter må komme ind i landet og besøge endnu flere turistmål.

Det skriver Standby.dk.

Det er blandt andet steder som Bangkok, Chiang Mai, Hua Hin og Pattaya, der står over for genåbningen.

Hvis du drømmer om at besøge et af disse steder, kræver det et skud vaccine i armen og en negativ coronatest for at undgå karantæne ved indrejse.

Åbner mere op
I juli åbnede Thailand op for landets største ø, Phuket, hvorefter ferieøen Samui fulgte trop. Og fra første oktober udvider man altså genåbningen med en række rejsemål, hvor der tilføjes yderligere 21 destinationer på listen i midten af oktober.

Planen er, at Thailand åbner endnu mere til januar, hvor yderligere 13 provinser åbner for indrejsende.

Thailand er et såkaldt 'orange' land i Udenrigsministeriets rejsevejledninger. Det betyder, at erhvervsrejsende, færdigvaccinerede, deres medrejsende børn og tidligere smittede ikke frarådes rejser dertil.