Nu kan du se, om din Airbnb-lejlighed er stemplet som coronasikker

Det nye kvalitetstempel vil være synlig for alle lejere og indebærer blandt andet, at udlejer lader lejligheden stå ledig i 24 timer mellem reservationer

Lejere af Airbnb-lejligheder kan snart vide sig sikre på, at de ingen smitterisiko løber ved at bruge den internationale delingstjeneste – det mener i hvert fald folkene bag. Foto: PR
Lejere af Airbnb-lejligheder kan snart vide sig sikre på, at de ingen smitterisiko løber ved at bruge den internationale delingstjeneste – det mener i hvert fald folkene bag. Foto: PR

En smiley, en stjerne eller måske en viruspartikel?

Det vides endnu ikke, hvordan den online udlejningsportal af delelejligheder Airbnb vil illustrere sin nye rengøringsordning, der skal sikre lejere mod at blive smittet med coronavirus, mens de er på ferie.

Ordningen bliver introduceret i maj og går kort fortalt ud på, at der indføres en rengøringsprocedure, som er valgfri for udlejere. Benytter man sig ikke af den, vil det fremgå af ens profil og i søgetjenesten på Airbnb’s hjemmeside.

Det skriver folkene bag deletjenesten i et blogindlæg.

Lejlighed skal stå ledig i 24 timer
Airbnb, der har hovedkvarter i San Francisco, anbefaler sine mere end 7 millioner udlejere at benytte sig af den nye rengøringsprocedure.

Håbet er, at man med et rengøringsmærkat kan skabe tryghed hos de mange mennesker, der som følge af coronaepidemien er mere forsigtige, når det kommer til renlighed.

For at få mærkatet skal lejligheden være ledig i 24 timer mellem reservationer, ligesom udlejer skal leve op til en række rengøringsstandarder. For eksempel er der tips til, hvilke rengøringsmidler man skal bruge for at komme af med eventuelle viruspartikler.

Airbnb hævder, at initiativet er ’den første protokol for bedre rengøring og sanitet i industrien for lejlighedsdeling’, som det formuleres i blogindlægget.

The Verge har spurgt ind til videnskaben bag de nye rengøringsanbefalinger, og om disse nu virkelig også beskytter lejere mod coronasmitte. I en mail har mediet modtaget følgende svar fra Airbnb:

- Videnskaben bag covid-19 fortsætter med at udvikle sig, og vi arbejder for at sikre, at vores vejledning hele tiden afspejler den nyeste information, der er gjort tilgængelig af de sundhedsfaglige myndigheder.

Se også: Har fået nok af turister: Amsterdam vil forbyde udlejning af boliger

Nødfond skabte forargelse
Airbnb har tidligere lanceret en uforpligtende tjekliste med rengøringstips til sine udlejere.

Ligesom hotelbranchen har Airbnb-udlejere været hårdt ramt af afbestillinger. Det har folkene bag forsøgt at råde bod på ved at oprette en fond på 1700 millioner kroner.

CNN skriver, at fonden ’antændte forargelse’ hos flere Airbnb-udlejere, som ikke mente, at nødhjælpskassen var stor nok til at dække deres tab.

Se også: Airbnb hjælper udlejere med milliardstøtte

5 kommentarer
Vis kommentarer