Nu slipper danskere for karantæne på populær feriedestination

Kravet om karantæne bliver nu droppet til fordel for fremvisning af en negativ test

Få overblikket: Sådan lemper Danmark gradvist rejserestriktionerne hen over foråret og sommeren.

Sommeren nærmer sig, og i takt med at næste fase af genåbningen af grænserne påbegyndes, lægger flere af os planer for, hvor sommerferien i år kan afholdes.

Mens andre store turistdestinationer i Europa, som blandt andre Grækenland den seneste tid har løftet restriktioner og gjort klar til at byde turister velkommen, har turistmagneten Italien været lidt mere tilbageholden. Som det er lige nu, skal turister nemlig i karantæne, som først på femte dagen kan afbrydes med en negativ test, før de for alvor kan begynde ferien i pastanationen.

Men nu melder Italien sig ind i kampen om turisterne og kræver kun fremvisning af en negativ coronatest ved ankomst.

Det skriver Travel News.

En stor del af danskernes favoritdestinationer byder nu turisterne velkommen, hvorfor vi potentielt kan se frem til sommerferie i udlandet. Her er det stranden La Pelosa på Sardinien. Foto: Colourbox
En stor del af danskernes favoritdestinationer byder nu turisterne velkommen, hvorfor vi potentielt kan se frem til sommerferie i udlandet. Her er det stranden La Pelosa på Sardinien. Foto: Colourbox

Italiens udenrigsminister, Luigi Di Maio, bekræfter på sociale medier, at karantænekravet udfases for turister fra hele EU, Israel og Storbritannien, som ifølge TV2 gælder fra 15. maj.

Afgørende for turismen
Selvom det kun er lidt over 12 procent af befolkningen, som er færdigvaccineret, gav premierminister, Mario Draghi, i sidste uge udtryk for, at turisternes ankomst til ferieparadiset kun kunne gå for langsomt.

Med besøg fra mere end 94 millioner turister om året, har Italien været hårdt ramt af grænselukningen, da kun 16 millioner turister sidste år trodsede pandemien og tog på ferie i den sydeuropæiske perle. Med vacciner og et EU-coronapas på vej, kan landet dog krydse fingre for at kunne gøre revanche denne sommer.

Udenrigsministeriet fraråder fortsat alle rejser til hele Italien, men situationen revurderes hver uge.