Nu vil nyt stort flyselskab flyve fra Billund

Det schweiziske nationalflyselskab slår nu vingerne ud i Billund Lufthavn

Til sommer åbner nye ruter fra Billund Lufthavn til Schweiz med flyselskabet Swiss. Pr-foto
Til sommer åbner nye ruter fra Billund Lufthavn til Schweiz med flyselskabet Swiss. Pr-foto

Et nyt flyselskab vil nu åbne ruter fra Billund Lufthavn. Der er tale om Swiss, som er det schweiziske nationale flyselskab, og som hører under Lufthansa Group.

Swiss vil åbne to ugentlige afgange mellem Billund Lufthavn og Zürich fra sommer.

Det oplyser Billund Lufthavn i en pressemeddelelse.

Ruten til Zürich giver både mulighed for en weekendtur til Zürich eller en vandreferie, men både lufthavnen i Billund og Swiss forventer også, at mange schweiziske turister vil bruge ruten for at besøge Danmark den kommende sommer.

- Vi har længe ønsket os det her samarbejde og en rute til Zürich. Det er en fantastisk destination som citybreak, og nu hvor vi danskere er blevet ekstra vilde med vandreture, byder alperne i Schweiz på en uforglemmelig vandre- eller adventureferie. Og så glæder vi os til at kunne åbne dørene i Vestdanmark op for endnu flere schweiziske gæster, siger Jesper Klausholm, marketingchef i Billund Lufthavn, i pressemeddelelsen.

Populære danskerdestinationer: Nyt flyselskab åbner ruter fra Billund

Åbner Europa
Da der er tale om et forholdsvis stort flyselskab, vil man fra Zürichs lufthavn kunne flyve ud til resten af verden.

- Jeg ser et stort potentiale i mulighederne for at koble ruten op til resten af verden via Swiss' rutenetværk. Der er for eksempel rigtig gode muligheder til vores italienske, spanske og sydeuropæiske destinationer. Derudover har Schweiz altid været populær blandt de danske ferierejsende, men jeg forventer også, at antallet af schweiziske turister stiger i Vestdanmark, siger Bastian Frantz, General Manager Sales Denmark hos Lufthansa Group.

Danske flyruter får kniven