Nuttet særsyn: Elefanttvillinger født i Sri Lanka

Lignende begivenhed er ikke set de sidste 80 år

Nuttet særsyn: Elefanttvillinger født i Sri Lanka

Pinnawala Elephant Orphanage er de nye elefantkalves fødested.

En elefant har tirsdag født et sjældent tvillingepar i et elefantreservat i Sri Lanka. Ifølge srilankanske elefanteksperter er det første gang siden 1941, at en af landets elefanter har fået tvillinger. Det skriver Reuters.

Fødslen skete i elefantreservatet Pinnawala Elephant Orphanage, og forældrene er den 25-årige hunelefant Surangi og den 17-årige hanelefant Pandu. De nybagte forældre er begge bosiddende i reservatet.

De to elefantkalve er begge hanner, og skulle efter sigende være både sunde og raske.

- Både kalvene og moderen har det godt, udtaler Renuka Bandaranaike, leder af Pinnawala Elephant Orphanage, til AFP.

- Babyerne er relativt små, men de er sunde.

Artiklen fortsætter under opslaget ...

En eftertragtet, truet dyreart
Pinnawala Elephant Orphanage er en af Sri Lankas største turistattraktioner. Reservatet blev opført i 1975 og har blandt andet som opgave at passe vilde, tilskadekomne elefanter.

En hunelefant er drægtig i to år, og den får cirka fire kalve i løbet af sin levetid.

Selvom en elefant kan blive op til 70 år gammel, så er både den afrikanske og den asiatiske elefant voldsomt udrydningstruede. Det skyldes især, at elefanterne er et attraktivt bytte for krybskytter grundet elfenben.

Der er omkring 200 tamme elefanter i Sri Lanka og cirka 7500 i naturen.

At fange vilde elefanter er ulovligt i landet, og et lovbrud straffes med døden.