Ny datingapp vil udelukke klamme mænd

Datingappen The One vil gøre det nemmere for kvinder at fortælle om uanstændige mænd, så mændene kan blive fjernet fra appen

Når samtalen er slut, vil kvinden blive spurgt, om manden opførte sig anstændigt over for hende. På den måde håber folkene bag appen at minimere chikane mod kvinder. Foto: The One
Når samtalen er slut, vil kvinden blive spurgt, om manden opførte sig anstændigt over for hende. På den måde håber folkene bag appen at minimere chikane mod kvinder. Foto: The One

Nu er det slut med endeløs swiping, dickpics og mænd, der bare ikke opfører sig ordentlig på datingscenen - og for den sags skyld også kvinder.

Datingappen The One bliver i dag lanceret i Danmark, så her i efterårsferien er der rig mulighed for at begynde en ny form for dating. Folkene bag ønsker at gøre op med overfladisk datingkultur og i højere grad beskytte kvinder mod chikane.

Appen er indrettet sådan, at man kun får et match om dagen, og her lægges der op til, at man skal give matchet en chance ved faktisk at have en samtale med dem.

The One er allerede lanceret i Island, hvor mændene bag appen kommer fra. Hen over sommeren har appen ifølge dem været en succes. Derfor lancerer de appen i Danmark og hen over de næste par uger i resten af Norden.

- Jeg tror, at de kan lide appen, fordi man bliver nødt til at give den anden person en chance, og man dømmer dem ikke, før man har haft en samtale med dem. Jeg tror, at det ræsonnerer meget godt hos folk, der søger et forhold, siger David Simonarson, administrerende direktør hos The One, til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Sådan ser det ud, når man har matchet med en person. Hvis man ikke når at skrive sammen, inden tiden løber ud, så kan man forlænge tiden eller også forsvinder matchet. Foto: The One
Sådan ser det ud, når man har matchet med en person. Hvis man ikke når at skrive sammen, inden tiden løber ud, så kan man forlænge tiden eller også forsvinder matchet. Foto: The One

Han sammenligner det med den tid, hvor man for eksempel gik på bar for at møde andre. Der måtte man også starte en samtale for at finde ud af, hvad den anden var for en.

Algoritmen matcher dig med en person, hvor det er sandsynligt, at I vil gå på date med hinanden. Den ser på afstand, alder, og hvad tid du bruger appen. Hvis du for eksempel har tid til at skrive om formiddagen, så matcher den dig ikke med en, som kun har tid om aftenen.

- Vi tror ikke, at hvis du for eksempel elsker at spille basketball, så skal din soulmate også elske at spille basketball. Vi bruger ikke hobbyer til at matche folk. Jeg kan for eksempel godt lide crossfit, men min kæreste hader det. Hun elsker at danse, jeg er en virkelig dårlig danser. Men vi passer alligevel godt sammen, siger David Simonarson.

Sikkerhed for kvinder
Når klokken runder midnat forsvinder matchet, medmindre at begge parter vælger at forlænge samtalen. Herefter vil kvinderne blive spurgt, om deres match på nogen måde har chikaneret dem.

- Hvis en mand chikanerer eller opfører sig uanstændigt over for kvinden, så bliver han slettet fra appen. Hvis du er en kvinde, der bruger appen, så ved du, at han er en anstændig mand, siger David Simonarson.

Hvorfor spørger I ikke også manden?

- Alle kan rapportere et match, uanset om det er en kvinde eller mand. Men det er en ekstra sikkerhedsforanstaltning, at vi spørger kvinderne direkte, for 90 procent af online chikane er rettet mod kvinder, siger David Simonarson, stifter og administrerende direktør hos The One.

- Hvis en bruger bliver slettet, så kan personen vel bare lave en ny?

- For at bruge appen skal man logge ind med sin Facebookbruger. Man kan godt lave en ny bruger, hvis man er blevet slettet, men så skal man til at lave en ny Facebookbruger også, siger David Simonarson.

51 kommentarer
Vis kommentarer