Ny flyrute åbner snart: 18 timer i luften uden stop

Passagererne, der letter om aftenen fra USA, vil lande to dage senere i Singapore på grund af rejsetid og tidsforskel

Foto: United Airlines
Foto: United Airlines

Hvis alt går efter planerne, så vil en ny flyrute snart åbne mellem lufthavnen i Los Angeles og Changi Airport i Singapore.

Sytten timer og 55 minutter vil flyveturen tage. Det betyder, at passagerer, der letter om aftenen fra USA, vil lande to dage senere i Singapore på grund af rejsetid og tidsforskel.

Der er godt 14.000 kilometer mellem de to destinationer.

Det er United Airlines, som står bag planerne om den nye flyrute.  Hvis alle tilladelser fra myndighederne kommer hjem som ventet, så åbner ruten den 27. oktober. Selskabet vil bruge Boeing 787 maskiner på den lange flyvetur.

- Det er den længste rute fra USA til noget andet sted i verden, konstaterer Patrick Quayle, der er vicepræsident i United Airlines.

Bliver snart slået
For øjeblikket er den længste rute - målt i kilometer - ud af USA fra Dallas til Sydney.  Ruten er på 13.804 kilometer. Det australske flyselskab Qantas står for denne rute.

Den længste flyvetur i verden varer for øjeblikket sytten og en halv time. Den går fra Doha i Qatar til Auckland i New Zealand.

Nu tyder noget på, at United Airlines snart slår denne rekord med omkring 25 minutter.

32 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere