I Brasilien kan de ikke få nok af Jesus. Landet er hjem for den kendte turistattraktion Cristo Redentor, en 38 meter høj statue af frelseren selv.
Men det gigantiske, religiøse monument må tage et skridt tilbage, da der i den sydlige del af Brasilien nu opføres en endnu større Jesus-statue ved navn Cristo Protetor - eller Kristus beskytteren på dansk.
Første del af statuen blev i sidste uge klar, da hovedet og de udstrakte arme, som måler 36 meter fra hånd til hånd, begyndte at tage form i byen Encantado.
Artiklen fortsætter efter billedet ...
Statueshopping for 1,9 million kroner
Den guddommelige skulptur er finansieret af forskellige virksomheder og privatpersoner og koster omkring 1,9 millioner kroner at bygge.
Modsat Jesus-statuen i Rio, der kun kan beundres udefra, kan turister, der besøger Cristo Protetor, tage en elevator 40 meter op til statuens brystregion, hvor en udsigt til den omkringliggende natur vil kunne ses.
Monumentet forventes at være færdig senere på året og kommer til at være verdens tredje største Jesus-statue, mens lillebroren i Rio må rykke ned på en fjerdeplads. Den største findes i Swiebodzin i Polen.
Selvom Brasilien ofte bliver kategoriseret som ekstrem farlig for turister, besøger mere end seks millioner turister hvert år den sydamerikanske nation. 1,8 millioner af dem lægger vejen forbi Jesus-statuen i Rio de Janeiro, som er blevet kåret som et af verdens syv vidundere.