Ny miniby åbner i træerne

En ny museumsattraktion, som åbner 1. juli på Lolland, skal skærpe gæsternes kritiske sans

Når attraktionen er færdigbygget, kan besøgende gå på opdagelse i myter og overtro. Foto: PR
Når attraktionen er færdigbygget, kan besøgende gå på opdagelse i myter og overtro. Foto: PR

I en skov på Lolland skyder en lille by op, men det er ikke en helt almindelig by. Det er museet Middelaldercentret, som opfører byen. Der er tale om en ny attraktion, der 'vil skærpe gæsternes kritiske sans', lyder det i pressemeddelelsen.

Og hvad er det så for en størrelse?

Griffenholm bliver navnet på den nye attraktion, som bliver en miniby i træerne i skoven på Lolland.

- Husene er opført i trækronerne, skoven genlyder af varulve og griffer, og midt i det hele står en ægte mongolsk yurt (nomadetelt, red.). Universet hedder Griffenholm og er Middelaldercentrets kommende museumsattraktion. Her kan museets gæster fra 1. juli opleve middelalderens myter og overtro på egen krop, skriver Middelaldercentret i pressemeddelelsen.

Se også: Svenske turister dropper Danmark

Det fiktive univers bliver i øjeblikket bygget i en skov på Lolland, og skal både give gæsterne en spændende helhedsoplevelse og skærpe deres kritiske sans.

Billederne her i artiklen er grafiske illustrationer af, hvordan Griffenholm skal se ud, når den er færdigbygget.

Artiklen fortsætter under billederne ...

- Husene er opført i trækronerne, skoven genlyder af varulve og griffer, og midt i det hele står en ægte mongolsk yurt, lyder det fra museet bag. Foto: PR
- Husene er opført i trækronerne, skoven genlyder af varulve og griffer, og midt i det hele står en ægte mongolsk yurt, lyder det fra museet bag. Foto: PR

Målet med byen er at gøre en fiktiv verden til virkelighed. Foto: PR
Målet med byen er at gøre en fiktiv verden til virkelighed. Foto: PR
 

- Griffenholm udspringer af et ønske om at gøre middelalderens overtro og myter til en fysisk oplevelse for vores gæster. Vi har opbygget en fiktiv verden, så den findes i virkeligheden, og så gæsterne både kan se, høre, føle og lugte den, siger Thit Petersen, museumsinspektør på Middelaldercenteret.

- Griffenholm skaber en fantastisk stemning, og universet giver os det perfekte udgangspunkt for at formidle vores viden om middelalderen på en anderledes måde, end museumsgæster er vant til, siger hun.

Vækker den kritiske sans
Godt nok står Middelaldercentret på Lolland bag den nye attraktion, men Griffenholm bliver ikke direkte et middelalderunivers.

I stedet tager attraktionen udgangspunkt i Viktoriatiden i slutningen af 1800-tallet, som var præget af til dels stærke rationelle strømninger, og dels myter og overtro som opstod som følge af uopdagede pletter på verdenskortet.

Se også: Flypassagerer udråber Den Lille Havfrue til stor turistfælde

Netop de to modsatrettede strømninger gør ifølge Carsten Oksen, projektleder og formidler på Griffenholm, perioden til et oplagt valg, når man ønsker at formidle middelalderens overtro.

- I 1800-tallet var grænserne mellem det rationelle og irrationelle endnu ikke så tydelige som i dag. Med Griffenholm kan vores gæster træde ind i en tid, hvor man gik videnskabeligt til værks – også når det gjaldt overtroen. Universet giver os mulighed for at give vores gæster en helhedsoplevelse, samtidig med at vi får formidlet middelalderen og skærpet deres kritiske sans, siger han.

Forholde sig til fake news
Når Griffenholm åbner 1. juli, vil byen både fungere som almindelig museumsattraktion og som læringsmiljø for skoleklasser og som underholdning for voksne.

- Griffenholm er bygget op om en fiktiv historie, hvor man hjælper en professor med at afdække middelalderens myter og overtro. På den måde bruger vi fiktionens univers til at se nærmere på, hvordan man tidligere har forholdt sig til fakta, hvilket igen kan sætte nogle tanker i gang om, hvordan vi forholder os til fakta i dag, siger Carsten Oksen.

- Myter og overtro er for mange noget, der hører fortiden til, men også i dag har vi jo eksempler på at grænserne mellem sandt og falsk udviskes, bl.a. i diskussionen om fake news. På Griffenholm inviterer vi de besøgende ind i et spændende univers, der lægger op til, at de hele tiden forholder sig kritisk til det, de oplever. Og netop den del af oplevelsen håber vi da også, at vores gæster vil tage med sig hjem, siger han.

22 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere