Nyt flyselskab til Danmark

Et nyt lavprisflyselskab fra Island har fået driftstilladelse og planlægger at åbne rute til København

Overblik: Her kan du rejse hen

Island har fået et nyt lavprisflyselskab, og det kommer til Danmark.

Det skriver InsideFlyer.

Play, som det nye lavprisflyselskab hedder, blev etableret i november 2019, men har måttet udskyde sin første flyvning på grund af coronapandemien.

Nu har selskabet endelig fået driftstilladelse og er klar til at komme på vingerne i juni.

- Vi tilbyder syv destinationer i Europa, skriver Play på Twitter.

De første fly er ved at blive klargjort i USA, hvor næste skridt er at male dem i Plays design. Illustration: PR
De første fly er ved at blive klargjort i USA, hvor næste skridt er at male dem i Plays design. Illustration: PR
 

Kommer til København
Alle flyvninger sker med udgangspunkt i Keflavik International Airport, der ligger omkring 40 kilometer fra den islandske hovedstad Reykjavík.

Blandt de syv destinationer er København, hvor der efter planen skal være fire ugentlige flyvninger med opstart 22. juli. Der vil udelukkende blive solgt billetter på economy, og priserne starter ved 650 kroner.

Alle selskabet fly er af modellen Airbus A320neo og har plads til 192 passagerer. Lige nu er flyene til service i USA, hvor de fortsat mangler at blive overtrukket i Plays rød-hvide farver.

Besøger du Island i den kommende tid, vil du med stor sandsynlighed kunne opleve et vulkanudbrud på nært hold. Ikke så langt fra Reykjavík vælter det ud med glohed lava, og forskere mener, at det kan fortsætte sådan i mange år, og det vældige naturfænomen er da også blevet lidt af et tilløbsstykke for turister.