Fremover bliver det måske ikke lige så nemt at få fat i de snacks, du har gemt i tasken, når du er ude at flyve.
Den britiske forening 'Royal Aeronautical Society', som rådgiver om luftfart verden over, har nemlig netop offentliggjort et nyt forslag, der kan betyde, at alle rejsendes håndbagage skal låses inde i skabene over sæderne på flyet.
Det skriver The Sun.
Forslaget, der er blevet offentliggjort i en ny rapport, skal angiveligt sikre, at passagererne ikke tager deres håndbagage med sig, hvis der opstår en nødsituation, der medfører en evakuering.
Ifølge rapporten, som hedder 'Emergency Evacuation of Commercial Passenger Aeroplanes' er det nemlig blevet et stort problem for fly- og kabinepersonale, at passagerer ikke vil risikere at miste væsentlige ejendele såsom telefoner, iPad's og kameraer, der ofte ligger i håndbagagen, og derfor slæber deres tasker med, når de bliver evakueret.
Efter nye bagageregler: Spanien opfordret til at boykotte Ryanair
Evakueret passager gik tilbage på flyet
I rapporten nævner Royal Aeronautical Society flere hændelser, hvor passagerer har skabt yderligere problemer under en nødsituation, fordi de absolut skulle have deres håndbagage med sig.
Foreningen nævner blandt andet en hændelse i januar 2008, hvor en Boeing-777-200 fra British Airways nødlandede i Heathrow i London, og en evakueret passager valgte at gå tilbage ind af nødudgangen for at få fat i sin håndbagage.
Foreningen vurderer i rapporten, at det kun er et spørgsmål om tid, før denne slags situationer ender fatalt, og de råder derfor flyselskaber til som minimum at låse skabene over sæderne under takeoff og landing, da det er disse tidspunkter, hvor flest ulykker hænder.
Ifølge foreningen er en af årsagerne til det stigende problem med håndbagagen, at flere og flere rejsende fravælger at checke deres bagage ind, fordi flere flyselskaber er begyndt at øge priserne på indtjekket bagage, og mange derfor vælger kun at rejse med håndbagage.
Norsk mand glemte konen på hotellet: 'Der er grænser for, hvad man gider at slæbe på'