Nyt højhastighedstog kører videre under jordskælv

Japan er hårdt ramt af jordskælv, og det er tænkt ind i designet af et nyt højhastighedstog

Det nye tog kan køre 360 km/t., men mellem Tokyo og Osaka må passagererne dog 'nøjes' med 285 km/t. Arkivfoto: Charly Triballeau/AFP
Det nye tog kan køre 360 km/t., men mellem Tokyo og Osaka må passagererne dog 'nøjes' med 285 km/t. Arkivfoto: Charly Triballeau/AFP

Danmark er ikke ene om at slå et slag for togdriften med billige billetter og rejsepas denne sommer. Det samme er tilfældet i Japan, hvor man netop har indsat et helt nyt højhastighedstog på strækningen mellem Tokyo og Osaka.

Toget, der er døbt N700S, er i stand til at nå en topfart på 360 km/t. og er dermed blandt verdens hurtigste tog.
Høje hastigheder er ikke noget nyt på det japanske jernbanenet, men det er til gengæld togets evne til at køre, selv om strømmen går under et jordskælv.

Det skriver CNN Travel.

Rundt regnet hvert femte jordskælv på kloden, der når over seks på richterskalaen, rammer Japan, og det har ingeniørerne tænkt ind i designet af det nye tog.

N700S har nemlig fået indbygget et batteri, der gør toget i stand til at fortsætte uden strøm fra jernbanenettet - lidt som en moderne hybridbil.

Se også: Ingen corona her: Ballonferie til rummet

Det fremgår ikke præcist, hvor langt toget kan køre på batteriet, men ifølge CNN Travel skal det eksempelvis kunne sætte ind, hvis strømmen går i en tunnel eller på en bro.

Selv om det er 13 år siden, Japans togselskab sidste gang indsatte et nyt højhastighedstog på ruten mellem Tokyo og Osaka, skal man ifølge CNN Travel være kender for at se, at der er tale om et nyt tog.

N700S viderefører således den karakteristiske 'næse', der skal hjælpe toget op på de svimlende hastigheder.

Japans tradition for højhastighedstog går helt tilbage til 1964, og i dag kan man rejse over 2700 kilometer med et af landets højhastighedstog.

Se også: Flyselskab påstår bombefund for at undgå erstatning

11 kommentarer
Vis kommentarer