​Nyt hotel åbnet ved Københavns Lufthavn

Der er 605 værelser på Comfort Hotel Copenhagen Airport, der slår sig op på at være et budgethotel

Besøgende får 66.000 kvadratmeter at boltre sig på. Foto: PR
Besøgende får 66.000 kvadratmeter at boltre sig på. Foto: PR

Man skulle tro, at nogen havde proppet Københavns undergrund med betongødning, for det skyder op med hoteller i disse år.

Nu er dørene så blevet åbnet til endnu et hotel, og denne gang har vi at gøre med en ordentlig kleppert.

Comfort Hotel Copenhagen Airport er navnet på et nyt budgethotel, som har adresse blot fire minutters gang fra Københavns Lufthavn. Hotellet har 605 værelser og bliver Nordeuropas største lufthavnskonferencecenter.

Det skriver folkene bag i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Hotellet har 605 værelser, som med ejernes egne ord er 'prisvenlige'. Foto: PR
Hotellet har 605 værelser, som med ejernes egne ord er 'prisvenlige'. Foto: PR
 

Mange kilometer til Indre By
Trods placeringen langt fra Strøget, Tivoli, Noma og hovedstadens andre attraktioner er det nye hotel tænkt som et sted, hvor man ikke bare skal overnatte, men også opleve, lyder det fra direktør Jesper Olesen i pressemeddelelsen.

- Det kan godt være, at Comfort Hotel Copenhagen Airport er et budgethotel, men det er alt andet end standard.

- Hos os kan gæsterne tage et spil bordtennis i lobbyområdet, arbejde ved de store fællesborde foran vores barception eller nyde udsigten over Øresund og lufthavnen fra skybaren på 10. sal.

Artiklen fortsætter under billedet ...

På 10. sal har hotellet skybar med udsigt over Øresund og lufthavnen. Foto: PR
På 10. sal har hotellet skybar med udsigt over Øresund og lufthavnen. Foto: PR
 

Dobbelt op på hotelværelser
Comfort Hotel Copenhagen Airport er et af to nye hoteller ved Københavns Lufthavn. Det andet er Scandic CPH Strandpark, der har 357 værelser.

Dermed er området omkring lufthavnen på kort tid gået fra tre til fem hoteller, hvilket svarer til en fordobling målt i hotelværelser, skriver standby.dk.