Nyt studie: 2,5 milliarder T-rex’er har levet på Jorden

Forskere sætter for første gang nogensinde tal på antallet af tyrannosaurus rex’er

Der er blot fundet 40 fossiler fra tyrannosaurus rex’er. Alligevel mener forskerne, at der har levet 2,5 milliarder. Illustration: Fausto García-Menéndez/Unsplash
Der er blot fundet 40 fossiler fra tyrannosaurus rex’er. Alligevel mener forskerne, at der har levet 2,5 milliarder. Illustration: Fausto García-Menéndez/Unsplash

Vi kender alle tyrannosaurus rex, dinosaurernes konge, der spredte skræk og rædsel blandt andre dyr for omkring 65 millioner år siden, indtil en meteor ramte Jorden og udryddede dinosaurerne.

Men hvor mange af dem var der egentlig?

Det har en gruppe forskere fra Berkeley i USA sat sig for at finde ud af, og deres regnestykke er publiceret i det anerkendte tidsskrift Science.

Ifølge forskerne har 20.000 tyrannosaurus rex’er levet på Jorden samtidig, mens der sammenlagt over de mere end to millioner år, hvor T-rex vandrede omkring i Nordamerika, har eksisteret 2,5 milliarder tyrannosaurus rex’er.

Forskerne understreger, at tallene er behæftet med stor usikkerhed, men fortæller også åbent om deres metode til CNN og New York Times.

Størrelse og leveområde
En lang række parametre ligger til grund for beregningerne, blandt andet dinosaurusernes størrelse.

Artiklen fortsætter under billedet ...

På Statens Naturhistoriske Museum i København kan du lige nu se et af verdens mest komplette T-rex skelletter, Tristian Otto. Den er 3,4 meter høj og 12 meter lang og blev fundet i Montana, USA, i 2010. Foto: Aleksander Klug
På Statens Naturhistoriske Museum i København kan du lige nu se et af verdens mest komplette T-rex skelletter, Tristian Otto. Den er 3,4 meter høj og 12 meter lang og blev fundet i Montana, USA, i 2010. Foto: Aleksander Klug

En grundsætning inden for biologi lyder ifølge dr.dk, at et dyrs bestandtæthed er afhængig af dets størrelse, og at der altid vil være flere små end store dyr i et område. Og da den typiske tyrannosaurus rex vejede på den gode side af fem tons, anslår forskerne, at der har levet én T-rex per 250 kvadratkilometer.

Det dividerer de med T-rex’ leveområde i Nordamerika på seks millioner kvadratkilometer, og dermed har de det anslåede antal på 20.000 individer.

Ikke overraskende
Gang det tal med tyrannosaurus rex’ mere end to millioner år på Jorden samt dets gennemsnitlige levealder på 19 år, og du når frem til 2,5 milliarder.

Et skræmmende tal, hvis man får koldsved ved tanken om de kødædende megabæster, men ikke nok til at overraske Jesper Milán, der forsker i dinosaurer ved Geomuseum Faxe.

- Umiddelbart lyder det meget tilforladeligt. 20.000 individer fordelt ud over hele Nordamerika er ikke helt urealistisk. Når vi ikke finder flere fossiler, er det fordi, det kræver helt ekstraordinære omstændigheder, før knoglerne bliver bevaret, siger han til dr.dk.