Østrig har endnu engang strammet grebet og indført nye coronarestriktioner i forsøg på at bremse den seneste tids smittestigning og udbredelsen af omikron.
I den seneste tid er restriktionerne faldet som perler på en snor i Østrig, hvilket blandt andet har indebåret nedlukning og strenge indrejsekrav.
Men for de, som alligevel planlægger en skiferie eller anden form for rejse til alpelandet, er der dårligt nyt.
For nu er det altså også et krav, at man skal bære mundbind udendørs.
Det skriver The Telegraph.
Krav om særlig maske
Kravet træder i kraft lørdag og indebærer, at alle skal bære en såkaldt FFP2 maske udendørs.
FFP2 masker er mundbind, som er i overensstemmelse med EUs retningslinjer i forbindelse med beskyttelse mod covid-19.
Kravet gælder dog kun de steder, hvor det ikke er muligt at overholde en afstand på to meter.
Derfor kan det med stor sandsynlighed være nødvendigt at bære mundbind, når man eksempelvis tager skiliften op til pisterne.
Generelt set er de nye krav en udfordring for skisportsstederne i Østrig, hvor det kan være vanskeligt at opretholde en afstand på to meter.
Skal være vaccineret
Fra næste uge træder endnu flere restriktioner i kraft.
Her skal man fremvise dokumentation på, at man er vaccineret i alle butikker i Østrig, hvis man skal handle dagligvarer eller på en anden form for shopping.
Dertil vil gyldigheden af ens vaccination være skåret ned til seks måneder.