'Oh shit': De værste flykatastrofer gennem tiden

Det højeste antal af omkomne i en flykatastrofe skete på Tenerife, hvor to fly styrtede sammen, og 583 mennesker mistede livet

224 mennesker mistede livet, da et fly fra Sharm El-Sheik i oktober 2015 styrtede ned i Sinai-ørkenen og dræbte alle på stedet. Foto: AP
224 mennesker mistede livet, da et fly fra Sharm El-Sheik i oktober 2015 styrtede ned i Sinai-ørkenen og dræbte alle på stedet. Foto: AP

Det er heldigvis ikke hverdagskost, at vi hører om flykatastrofer med mange omkomne passagerer.

Desværre har der dog gennem tiden været en lang række flystyrt- og sammenstød, som har kostet tragisk mange menneskeliv.

Ekstra Bladet har samlet nogle af luftfartsindustriens værste katastrofer, så hvis du har kufferten pakket og er på vej til at flyve afsted på ferie, skal du måske klikke væk igen, for der er styrt iblandt, som kan få selv den mest garvede flyentusiasts hjerte helt op i halsen.

'Oh shit'
Den flykatastrofe, som har kostet flest menneskeliv gennem tiden, skete den 27. marts 1977, hvor hele 583 mennesker omkom, da to Boeing 747 jumbojetter stødte sammen på Tenerifes landingsbane.

Det ene fly – et KML-fly - med 248 om bord havde fået besked på at rulle ned til startbanens modsatte ende for at vende om og lette i modsat retning, men længere bagved på startbanen befandt sig et Pan Am-fly med 396 mennesker om bord, som havde fået ordre om at dreje fra ved banens tredje exit.

På grund af tæt tåge kunne kaptajnen på Pan Am-flyet dog ikke se skiltene og fortsatte ligeud på startbanen mod KLM-flyet, hvor kaptajnen ikke ventede på start-tilladelse, men i stedet satte fuld knald på flyet i den tro, at der var fri bane.

KLM-flyet ramte derfor Pan Am-flyet med vingen, hvilket medførte at 335 mennesker ombord på Pan An-flyet og alle 248 mennesker ombord på KLM-flyet døde.

Blot 61 reddede livet i den skrækkelige ulykke, hvor KLM-kaptajnens sidste optagede ord angiveligt var 'Oh shit'.

Se også: 17-årig anholdt: Hoppede ud af flyet under landing

Danmarkshistoriens værste flykatastrofe
Den 14. marts 1972 var kraftig regn og blæst årsagen til den værste flyulykke i Danmarks historie.

Det danske charterfly OY-STL fra Sterling Airways gjorde klar til at lande i Dubai, men på grund af dårlig sigtbarhed fløj flyet i stedet direkte ind i en bjergside på den arabiske halvø og dræbte samtlige 112 mennesker ombord.

Det hårde stormvejr gjorde, at piloterne fejlagtigt antog, at lysene på jorden strålede fra Dubai, og de indledte derfor en nedstigning til en højde på 427 meter, efterfulgt af en udfladning, inden de lavede en lille stigning, som førte flyet direkte ind i en 600 meter høj bjergtop, som rev bagbordsvingen af.

Tre sekunder efter bragede flyet med 530 km/t. ind i endnu en bjergkam, hvor flyet splintredes og brød i brand.

Katastrofen skete cirka 100 kilometer fra lufthavnen i Dubai, hvor kontroltårnet kort forinden havde mistet radiokontakten til Sterling-flyet og slået katastrofealarm.

Der var 68 danske passagerer om bord, 20 svenskere, 12 nordmænd, fire finner, to tyskere og seks besætningsmedlemmer, som alle mistede livet i det katastrofale flystyrt.

Barn dræbte ubevidst 75 mennesker
Den 23. marts 1994 blev 63 passagerer og 12 besætningsmedlemmer dræbt på stedet, da en Airbus A30-300 fra Moskva til Hongkong fløj direkte ind i en bjergside i det sydvestlige Sibirien.

Årsagen var, at en af piloterne havde sin 12-årige søn og 16-årige datter i cockpittet, hvor sønnen ubevidst afbrød autopilotens kontrol over flyets krængeror, hvilket fik flyet til at dykke og kollidere med bjergsiden.

Piloterne forsøgte til det sidste at rette flyet op, men det lykkedes desværre ikke, så samtlige 75 mennesker om bord mistede livet.

De russiske myndigheder forsøgte efterfølgende at benægte, at børnene havde været i cockpittet, men på lydoptagelser fra den ene af flyets to sorte bokse kunne man angiveligt tydeligt høre, at børnene befandt sig i cockpittet.

Ferie - 1. aug. 2017 - kl. 11:15 Luk øjnene og håb på det bedste: Pilot lander fly i blinde

Fejl-reparation kostede 520 livet
For 32 år siden måtte 524 mennesker sidde i et fly i tyve minutter og vente på at dø.

Trykkabinen på en Boeing 747 fra Japan Airlines punkterede den 12. august 1985 kort efter starten fra lufthavnen i Tokyo, og derfor flåede overtrykket blandt andet halefinnen af, så piloterne ikke kunne styre flyet.

Flyet fløj videre i tyve minutter, inden det styrtede ned i et bjergområde, hvor fire mennesker helt mirakuløst overlevede, selvom myndighederne troede, at alle døde i styrtet.

Efterfølgende blev det vurderet, at flere mennesker havde overlevet, hvis hjælpen var nået hurtigere frem. I stedet lå de overlevende i 16 timer, før de blev fundet.

Derudover viste det sig, at flyet havde været til reparation med et beskadiget haleparti seks år tidligere, og at reparationen ikke var udført korrekt. Den ansvarlige for vedligeholdelsen af flyene i Haneda-lufthavnen tog sit eget liv 41 dage efter katastrofen.

- Jeg soner med min død, skrev han på en seddel.

Med 520 omkomne er flystyrtet den flykatastrofe, der har kostet flest menneskeliv med kun et enkelt fly involveret.

Se også: Kvinde gik amok på fly: 'Hun var totalt psykotisk'

Flysammenstød i Indien
Alle 312 mennesker om bord på en Boeing 747 fra Saudi Arabien Airlines mistede i 1996 livet, da et fly fra Kazakhstan Airlines fløj direkte ind i dem.

Flyet fra Saudi Arabien Airlines var netop lettet fra lufthavnen i New Delhi, da et Ilyushing Il-76 -fly fra Kazakhstan Airlines fløj ind for at lande i den indiske lufthavn.

I cirka 4.300 meters højde ramte halen på det kasakstanske fly den venstre vinge på den enorme Boeing 747.

Samtlige 312 på det saudiarabiske fly mistede livet, og 37 på det kasakstanske fly døde i katastrofen, som angiveligt skyldtes, at piloterne fra Kazakhstan havde så dårlige engelsk-kundskaber, at de ikke havde holdt den højde, som flyvelederen havde givet dem besked om.

Terror dræbte 224
Et Metrojet-fly fra Egypten var den 31. oktober 2015 fyldt med russiske turister på vej hjem til St. Petersborg fra solferie i Sharm El-Sheik, da flyet blot 23 minutter inde på flyturen knækker midt over og styrter ned i Sinai-ørkenen og dræber alle om bord på stedet.

Kort efter tager Islamisk Stat ansvaret for katastrofen, som de russiske myndigheder kalder et terrorangreb, mens de egyptiske myndigheder påstår, at styrtet skyldes en teknisk fejl.

Senere dukkede der dog billeder op af en bombe, som angiveligt skulle være sneget med om bord på flyet, og i februar 2016 udtalte Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, at russerne havde haft ret i, at der lå en terrorhandling bag.

Efterfølgende stoppede Rusland al turist-trafik til Egypten og gik kort tid efter aktivt ind i kampen mod Islamisk Stat i Syrien.

Kilder: historienet, planecrashinfo.com og flykatastrofer.dk.

Se også: To piloter suspenderet: Glemte alt om landingsstellet

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen