Over 200 danskere er stadig strandet i udlandet

Et stort antal danskere, der har bedt om hjælp til at komme hjem under coronakrisen, er stadig fanget i udlandet

Hovedparten af de strandede danskere befinder sig ifølge TV2 i Indien, Pakistan, Irak og Colombia. Arkivfoto: Thomas Borberg
Hovedparten af de strandede danskere befinder sig ifølge TV2 i Indien, Pakistan, Irak og Colombia. Arkivfoto: Thomas Borberg

Mens Danmark og en række andre europæiske lande indtil videre har held med at genåbne for både grænser og erhvervsliv, raser coronaepidemien fortsat mange steder i verden.

Det gælder blandt andet i Indien, Pakistan, Irak og Colombia, og her venter mange danske statsborgere stadig på at komme hjem til Danmark.

Det skriver TV2.

Ifølge mediet er i alt 249 danskere strandet rundt om i verden, selv om de har bedt Udenrigsministeriet om hjælp til at komme hjem. Og hovedparten af dem venter i de fire lande, hvor der ifølge ministeriet er lukket helt eller delvist ned for kommercielle flyvninger.

Udenrigsministeriet påpeger over for TV2, at man derfor arbejder på at få de strandede danskere ombord på de repatrieringsfly, som andre nationer løbende sender ud for at hente landsmænd hjem.

Se også: Flyselskab vil sælge billetter til 'laveste pris nogensinde'

Til gengæld kommer det ikke på tale at sende egne fly afsted for at hente danskerne hjem.

- Udenrigsministeriet iværksætter kun danske særfly eller evakueringer i helt ekstraordinære situationer, hvor ingen andre løsninger er mulige. I hvert af de fire lande opstår der løbende udrejsemuligheder, oplyser ministeriet til TV2.

Baggrunden for strategien er ifølge mediet, at regningen for et repatrieringsfly typisk ender hos passagererne selv eller deres forsikringsselskaber. Det er derfor vigtigt at få fyldt de fly op, som sætter kurs mod de kriseramte lande.

Ud af de 249 danskere er cirka en femtedel under 18, oplyser Udenrigsministeriet til TV2.

Se også: Billund: - Bunden er nået

161 kommentarer
Vis kommentarer