Overnat i tysk krigsbunker

Igennem udlejningsportalen AirBnB kan du booke et ophold i en renoveret bunker fra anden verdenskrig

En historisk efterårsferie uden udsigt? En tysk krigsbunker kan nu blive dit hotel. Foto: Manuel Ausloos/Ritzau Scanpix
En historisk efterårsferie uden udsigt? En tysk krigsbunker kan nu blive dit hotel. Foto: Manuel Ausloos/Ritzau Scanpix

Hvis du er historieinteresseret, eventyrlysten og har en forkærlighed for Anden Verdenskrig, så kommer her et utraditionelt ferietip. Nu har du nemlig mulighed for at overnatte i en vaskeægte bunker.

Bunkeren blev bygget af tyske tropper i den nordfranske kystby Saint-Pabu under krigen og er blot en af mange i området. Det skriver Reuters.

Nordkysten er stadig fyldt med befæstninger, som den tyske hær efterlod efter krigens afslutning. De var alle en del af den såkaldte 'Atlanterhavsmur', der skulle tjene som værn mod de allierede styrker.

Ikke et museum
I Saint-Pabu ligger betonbunkerne halvt begravet langs områdets sandstrande. En franskmand ved navn Serge Colliou købte for nogle år tilbage en grund, hvor der stod en 400 kvadratmeter stor bunker på.

Han brugte efterfølgende 18 måneder på at grave ud, renovere bunkeren og forvandle den til en udlejningsejendom for op til otte personer, komplet med bar og stue.

Artiklen fortsætter under opslaget ...

Serge Colliou viser den renoverede bunker frem. Den kan huse op til otte gæster. Foto: Manuel Ausloos/Ritzau Scanpix
Serge Colliou viser den renoverede bunker frem. Den kan huse op til otte gæster. Foto: Manuel Ausloos/Ritzau Scanpix
 

- Vi ville give bygningen et nyt liv, så vi kommer ikke til at leve i fortiden for evigt. Vi har bevaret nogle aspekter. Det er tydeligt, hvor man befinder sig, der er historiske tegn, men det er heller ikke et museum, udtaler Serge Colliou

Nogle af de historiske artefakter, man kan finde i bunkeren, tæller blandt andet hjelme, skydevåben og forskellige tegn på væggene.

Indtil videre har muligheden for at booke et underjordisk ophold vist sig succesfuld. Både tyskere og franskmænd har gæstet det vinduesløse hotel.

Serge Colliou poserer ved indgangen til bunkeren. Foto: Manuel Ausloos/Ritzau Scanpix
Serge Colliou poserer ved indgangen til bunkeren. Foto: Manuel Ausloos/Ritzau Scanpix