De seneste år er byen Monterey blevet kendt som stedet, hvor rige damer skændes, lyver og skaber drama i HBO-serien 'Big Little Lies'. Det var dog ikke for seriens skyld, at jeg en forårsdag kørte turen fra San Francisco til den midt-californiske havneby.
Tværtimod havde jeg planlagt at tage en bådtur ud i bugten for at se på vilde dyr. Og man må sandelig sige, at jeg fik noget for de 45 dollars, oplevelsen kostede.
I hvalernes naturlige habitat
Jeg har aldrig set en hval i levende live før. Heller ikke selvom man engang imellem hører om, at de strander på de danske kyster.
Derfor var jeg også fuld af begejstring, da jeg stod på dækket af båden pakket ind i uld og regnjakke. Jeg havde købt billet til en hvalsafari hos firmaet Monterey Whale Watching, som specialiserer sig i at sejle ud til hvalerne uden at forstyrre dem i deres naturlige habitat.
Allerede inden vi overhovedet nåede godt ud af havnen, havde jeg set både havoddere, der drev rundt med fødderne over vandkanten, og søløver, som brølede os god tur.
Artiklen fortsætter under billederne:
Hoppede af sted
Guiden på båden bad os alle om at holde øje med de karakteristiske sprøjt lodret op i luften fra havoverfladen. Det ville nemlig helt sikkert betyde, at der var hvaler.
Hvis der ovenikøbet var fugleflokke i samme område, kunne vi være næsten sikre på at se de mægtige dyr. Fuglene lever nemlig af de samme småfisk, som hvalerne kan finde på at æde.
Jeg havde stillet mig forrest på dækket, for jeg skulle dæleme ikke gå glip af noget, hvis vi kom i nærheden af nogle dyr. Og den placering gav lynhurtigt afkast, da jeg som en af de eneste så en såkaldt ’breacher’ i det fjerne. Breacher er et udtryk, man bruger om hvaler, som hopper op ad vandet, så man kan se hele den gigantiske krop over havet.
Da jeg så den, hoppede jeg næsten lige så højt som gråhvalen. Jeg var ikke til at skyde igennem af lutter glæde, og så var turen endda kun lige begyndt!
Artiklen fortsætter under billedet:
En tredobbelt parringsdans
Vi så desværre ikke flere ’breachers’ den dag, men turen blev alligevel længere end de beregnede timer, da vi kom forbi noget helt særligt.
Pludselig dukkede tre gråhvaler i en unik parringsdans nemlig op blot 30 meter fra vores båd. Det var vanvittigt! Man kunne tydeligt se, hvordan de to meget begejstrede hanner svømmede omkring hunnen i håbet om, at hun ville vælge en af dem til parring.
De snoede sig omkring hinanden i en dans, der mest af alt mindede om en lummer tredobbelt rumba i 'Vild med dans'. Forskellen var bare, at der her var tale om gråhvaler, og at der ikke var noget tøj til at dække kønnene.
Det var en vild oplevelse, og idet vi vendte båden for at lade dyrene være alene, sejlede vi forbi en vaskeægte klumpfisk, mens albatrosser fløj over hovederne på os.
Jeg tør godt sige, at jeg havde en fuldstændig fantastisk dag i Monterey.
Artiklen fortsætter under billedet:
--------- EKSTRA SPLIT ELEMENT ---------
Sådan kommer du derhen:
- Monterey ligger på den californiske kyst mellem San Francisco og Los Angeles.
- Du kan flyve direkte til både Los Angeles og San Francisco med Norwegian eller SAS fra København.
- Fra Los Angeles er der lidt over fem timer i bil til havnebyen, mens du kan køre dertil på to timer fra San Francisco.
- Byen byder – udover hvalsafarier – på fantastiske omgivelser, og hvis tiden er til det, kan man med fordel hike en tur i Point Lobos i den sydlige del af havnebyen. Det er et parklignende område med udsigt over klipper, hav og Montereys dyreste villaer.