Papirfold og ridser i pas kostede drømmeferien

Flere danskere har fået udlandsferien ødelagt, fordi deres pas ikke er i perfekt og upåklagelig stand

I januar 2021 stemte et flertal i Folketinget for at hæve priserne for et dansk pas. Det indebærer, at voksne i dag skal af med 1752 kroner, hvis kommunen vurderer, at deres gamle pas er i 'ødelagt stand'. Foto: Joachim Ladefoged
I januar 2021 stemte et flertal i Folketinget for at hæve priserne for et dansk pas. Det indebærer, at voksne i dag skal af med 1752 kroner, hvis kommunen vurderer, at deres gamle pas er i 'ødelagt stand'. Foto: Joachim Ladefoged

En minimal ridse i omslaget. En lille papirfold, der har revet sig løs.

Det lyder som bagateller, men det er det ikke. Faktisk er det ganske alvorligt og nok til, at du kan blive afvist i lufthavnsskranken og bedt om at skaffe et nyt pas for at komme på drømmeferie i udlandet.

I hvert fald hvis du flyver med Singapore Airlines.

Det fremgår af to separate sager, som er behandlet i Pakkerejse-Ankenævnet.

Begge sager handler om danskere, som skulle på rundrejse i Bali, Indonesien og Singapore sidste forår - kort inden corona vendte rejseverdenen på hovedet.

Borgerservice: Hvilken fejl?
I den første sag bliver et dansk par til deres forbløffelse afvist ved indtjekningen i Københavns Lufthavn.

Årsagen er 'en minimal ridse på den bagerste inderside af passets omslag, hvor der på et tidspunkt havde været fastgjort et bagagemærke af check-in personalet i en lufthavn', fremgår det af sagsakterne.

I 2019 skærpede Bali sine pasregler, så turister risikerer at blive sendt med snuden hjem, hvis deres pas ikke er i tiptop stand.

De nye regler betyder, at flyselskaber som Singapore Airlines kan få store bøder, hvis deres kunder ankommer med et slidt pas.

Og det var altså, hvad der skete for det danske par, hvis rejsearrangør ikke havde gjort dem opmærksom på denne risiko.

I sidste ende haster parret til Borgerservice for at få lavet et eksprespas.

Her lyder beskeden, at passet er 'uden fejl og mangler'. Alligevel får de lavet et nyt, og dagen efter lykkedes det dem at komme afsted med et andet fly.

SAS-personale ødelagde pas
I den anden sag er det en familie på fire, der skal til Bali, Indonesien og Singapore.

Her er det moren, der bliver afvist af Singapore Airlines’ paskontrol. Denne gang fordi 'en lille papirfold' har revet sig løs i omslaget, forklarer familien.

Den uheldige kvinde skriver, at SAS-personale i indtjekningen 'hev mit bagagemærke af og ødelagde mit pas, så jeg ikke kunne tjekke ind'.

'Der var tilsvarende mærke i min datters pas, men den fjernede min mand ganske forsigtigt uden problemer og beskadigelse'.

Familiemoren er derfor nødt til at blive tilbage og betale for en ny billet to dage senere. Det koster hende to dages ferie og en ekstra udgift på 10.150 kroner.

Prisstigning på danske pas
Pakkerejse-Ankenævnet afsagde kendelse i de to sager 10. december, men begge blev afvist med den begrundelse, at 'klagen ikke skønnes egnet til behandling ved Ankenævnet'.

Pas med krøller og kaffepletter er i øvrigt også en alvorlig sag i Danmark.

Her vedtog et flertal i Folketinget tidligere i år at skrue markant op for prisen på et nyt pas, så voksne i dag skal have 1752 kroner op af lommen, hvis kommunen vurderer, at deres gamle pas er i 'ødelagt stand'.

Dyrt at 'ødelægge' pas

I januar 2021 stemte et flertal i Folketinget for at hæve priserne for et dansk pas.

Priserne blev især skruet op for danskere, der har mistet deres pas, eller hvor kommunen vurderer, at passet er i 'ødelagt stand'.

Pris hvis dit gamle pas er intakt

 0-11 år: 150 kroner

12-17 år: 178 kroner

18 år - folkepension: 890 kroner

Folkepension: 378 kroner

Pris hvis dit gamle pas er mistet eller 'ødelagt'

0-11 år: 300 kroner

12-17 år: 356 kroner

18 år - folkepension: 1780 kroner

Folkepension: 756 kroner

Kilde: Borger.dk