Par stoppet i lufthavnen - katten sneg sig med i kufferten

Parret vidste, det var alvorligt, da sikkerhedspersonalet beordrede dem ind i et forhørslokale

Katten Candy mente, at den skulle med sine ejere til New York.  Foto: Ritzau Scanpix
Katten Candy mente, at den skulle med sine ejere til New York. Foto: Ritzau Scanpix

Det er et velkendt fænomen blandt katte-ejere og på Youtube, at katte elsker at kravle ned i kasser.

Men en kuffert kan åbenbart også gøre det. I hvert fald for katten Candy, der så sit snit til at hoppe med i bagagen, da dens ejere, Nick og Voirrey Coole, skulle rejse til New York fra Isle of Man.

Parret havde ladet en af taskerne være tom, så der kunne være plads til de gaver, de regnede med at købe på rejsen.

Nick og Voirrey Coole skulle til New York i forbindelse med hans 40 års fødselsdag. I lufthavnen var de lige ved at tro, at rejsen var spoleret. Foto: Ritzau Scanpix
Nick og Voirrey Coole skulle til New York i forbindelse med hans 40 års fødselsdag. I lufthavnen var de lige ved at tro, at rejsen var spoleret. Foto: Ritzau Scanpix

Men da de skulle igennem sikkerhedskontrollen blev de beordret med ind i et forhørslokale og vidste straks, at det måtte dreje sig om noget alvorligt.

Det skriver blandt andre BBC.

- Det er vel ikke en kat? fik Voirrey Coole fremstammet.

Men jo, det var det, kunne sikkerhedspersonalet bekræfte, og parret blev straks bange, for de vidste ikke, hvad reglerne for ubevidst kattesmugling var.

Det viste sig at være Candy, en af parrets tre katte, der havde sneget sig med i den ellers tomme kuffert.

- Sikkerhedsfolkene var meget undrende og spurgte os gentagne gange, om det var vores taske, efter den havde været gennem scanneren, fortæller Nick Coole.

Men heldigvis tog personalet det pænt og hjalp med at sørge for, at Voirrey Cooles far, Barry, kunne komme og hente Candy hjem, så parret alligevel kunne nå deres fly.

33 kommentarer
Vis kommentarer