Paradisøer lukker ned: Ingen krydstogtturister i over et år

I et forsøg på at stoppe spredningen af covid-19 vil Seychellerne lukke sine havne for krydstogtskibe

Seychellerne vil først åbne for krydstogtturister igen i slutningen af 2021. Arkivfoto: Matthew Childs/Reuters/Ritzau Scanpix
Seychellerne vil først åbne for krydstogtturister igen i slutningen af 2021. Arkivfoto: Matthew Childs/Reuters/Ritzau Scanpix

Branchen for krydstogtrejser er blevet hårdt ramt af coronakrisen. Først blev flere skibe tvunget til at isolere alle ombord efter smitteudbrud, og siden har flere selskaber måttet annoncere, at de droppede sommersæsonens sejladser.

Turister, der drømmer om at besøge Seychellerne med krydstogtskib, må dog væbne sig med ekstra stor tålmodighed. Den afrikanske østat har nemlig besluttet at forbyde al krydstogtturisme frem til slutningen af 2021 for at stoppe spredningen af covid-19.

Det skriver CNN.

Det sker ifølge mediet på trods af, at turisme er landets andenstørste indtægtskilde efter fiskeri.

Se også: Alternativet: 'Indfør stop for krydstogtskibe’

En favorit hos tyskerne
Ifølge Seychellernes nationale statistikbank besøgte knap 362.000 turister i 2018 østaten, der består af i alt 115 småøer i Det Indiske Ocean og hos Apollo Rejser beskrives som 'et uspoleret tropisk paradis' med 'hvide paradisstrande'.

Manglen på krydstogtgæster kan derfor ramme lokalbefolkningen hårdt. Seychellernes minister for turisme, luftfart og havne, Didier Dogley, har af samme grund meldt ud, at man samtidig med den markante beslutning lancerer en række initiativer, der skal hjælpe landets turistbranche.

Det er især turister fra Europa, der plejer at holde hånden under denne branche i Seychellerne.

Ifølge statistikken kom godt 240.000 turister i 2018 fra Europa med Tyskland som den helt store højdespringer - Seychellernes hvide strande og turkisfarvede vand tiltrak dette år over 61.000 alene fra Tyskland.

Se også: Hentes hjem fra ferieparadis af krigsskibe

47 kommentarer
Vis kommentarer