For tredje gang på blot få uger har en haj skabt panik blandt badende turister på den populære feriø Mallorca.
Det skriver de britiske medier Express og Daily Mail.
De første to gange har hajerne heldigvis ikke fået sat tænderne i badegæsterne, men lørdag kunne det have været endt grueligt galt for en unavngivet mandlig turist på stranden i Colònia de Sant Jordi, da endnu en haj kom for tæt på kysten.
Heldigvis slap han afsted med blot en hudafskrabning på armen efter mødet med den knap 2 meter lange haj, som livredderne efterfølgende lokkede tilbage ud på det dybe vand ved brug af en vandscooter.
Ifølge Daily Mail er årsagen til, at hajen svømmede tæt ind mod kysten angiveligt det varme vand og tidevand, eller at den var syg.
Haj skabte stor panik på Mallorca
Tredje gang
Det er tredje gang midt i højsæsonen for turister på Mallorca, at hajer skaber panik på den populære ferieø, hvor også mange tusinde danskere rejser til hvert år.
Den første haj-episode skete den 25. juni, hvor en knap to meter lang blåhaj svømmede tæt ind mod de badende strandgæster på stranden ved Illetes ikke så langt fra hovedbyen Palma.
Hajen blev efterfølgende aflivet på grund af alvorlige hovedskader efter et formodet harpunskud, hvilket kan have været forklaringen på, hvorfor hajen var desorienteret og nærmede sig stranden.
Den 9. juli spottede en turist en ’ret stor haj’ i vandet på stranden ved Cala Major, og lørdag kunne det altså have været endt helt galt, da endnu en haj kom for tæt på og snittede armen på en badende turist.
Badegæster i haj-panik: Her er den sørgelige forklaring på besøget