Du er ikke helt tosset, hvis du er ved at gå op i limningen, hver gang du klikker ind på Facebook eller Instagram, som i øjeblikket drukner i billeder af festivaler, badestrande og eksotiske omgivelser.
En spritny rejseundersøgelse foretaget af momondo.dk viser nemlig, at rekordmange danskere ynder at dele deres ferieoplevelser med andre på de sociale medier.
Helt præcist er det hele fire ud af ti (41 procent) af de adspurgte danskere i undersøgelsen, som fortæller, at de laver opdateringer på de sociale medier, når de er på ferie, hvilket er en stigning på 17 procentpoint på blot fire år, da andelen lå på 24 procent i 2014.
- Andelen af danskere, som deler deres ferieoplevelser på sociale medier er eksploderet inden for relativt kort tid. Det er især deling af billeder og videoer, der er blevet mere populært, mens det at skrive en statusopdatering fortsat er på nogenlunde samme niveau, siger Lasse Skole Hansen, der er momondos danske presseansvarlig, i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Det skyldes nok, at det både er nemmere, hurtigere og sjovere at dele et billede eller en video end at forfatte en statusopdatering om ferien. I dag kan vi med få klik fange de store og små øjeblikke med vores smartphone-kameraer og dele dem med vores omgangskreds.
Se også: By indfører fortov til sms-gående
Danskerne deler mindst
I undersøgelsen svarer 32 procent af danskerne, som laver opdateringer i løbet af ferien, at de deler billeder, mens 18 procent skriver opdateringer og 10 procent uploader videoer.
Til sammenligning lød fordelingen på henholdsvis 19 procent (billeder), 15 procent (opdateringer) og tre procent (video) i 2014.
Vi er dog ikke helt så slemme som vores nordiske naboer, når det kommer til lysten til at gøre vores følgere misundelige på de sociale medier.
Især svenskerne er eminente til at dele løs af feriestemningen, da mere end hver anden svensker - hele 55 procent - angiver, at de laver opdateringer, mens de er på ferie.
Også nordmændene er mere rundhåndet end os danskere, når det kommer til deling af feriebilleder, da hele 52 procent svarer, at de deler deres ferieoplevelser.
Finland tager tredjepladsen på listen med 46 procent, og dermed er danskerne altså dét land i Norden, hvor færrest benytter de sociale medier på ferien.
Se også: Hotel med nyt koncept: Læg telefonen væk og få rabat på regningen
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.