Piloter til Ryanair-chef: 'Du er uden for rækkevidde'

I et åbent brev opfordrer en gruppe af lavprisflyselskabets piloter topchef Michael O’Leary til at sige op

Piloterne hos Ryanair er bestemt ikke tilfredse med topchef Michael O'Leary, som de mener er 'uden for rækkevidde'. Foto: Arkiv
Piloterne hos Ryanair er bestemt ikke tilfredse med topchef Michael O'Leary, som de mener er 'uden for rækkevidde'. Foto: Arkiv

- Vi foreslår, at du går af nu, og vi anmoder bestyrelsen og investorer om at ansætte en ny koncernchef for at bringe dette flyselskab tilbage i den rette tilstand.

Sådan lyder konklusionen i et åbent brev stilet til Ryanair-topchef, Michael O’Leary, fra en gruppe af lavprisflyselskabet piloter.

Det skriver Check IN.

Gruppen af piloter, der er organiseret i det fælleseuropæiske pilotråd ’European Employee Representative Council’ (EERC) er bestemt ikke tilbageholdende i brevet til koncernchefen, hvor de direkte opfordrer ham til at træde tilbage, da de frygter, han ødelægger fremtiden for det irske flyselskab:

- Med indgangen til sommertrafikprorammet 2018, er piloterne stadig bekymrede over, at du er endnu længere uden for rækkevidde, end før du tog din mediesabbat, lyder det blandt andet fra piloterne, som fortsætter:

- Vi kan kun håbe, at vores aktionærer og investorer ikke længere vil acceptere din forfejlede tilgang til at løse vores problemer og erstatte dig hurtigst muligt. Du kan naturligvis udføre den mest anstændige handling lige nu og forlade selskabet, før du gør mere skade.

Se også: EU vil forfølge sag om Ryanairs masseaflysninger af fly

'Vi har nyheder til dig...'
Ifølge Check IN er årsagen til utilfredsheden mod Michael O’Leary blandt andet, at han - ifølge piloterne - ikke har ydet en maksimal indsats i forhold til at løse problemet med den pilotmangel, som fik flyselskabet til at masse-aflyse flyvninger i slutningen af sidste år.

Omkring 715.000 passagerer blev ofre for Ryanairs flyaflysninger, der begyndte i midten af september og fortsatte henover vinteren, og det er angiveligt frygten for flere aflysninger, der gør piloterne bange, lyder det i brevet fra pilotrepræsentanterne i EERC:

- I september sidste år meddelte du fondsbørsen, at ‘under 100 kaptajner’ og ‘mindre end’ 160 styrmænd havde forladt selskabet i løbet af en periode på ni måneder forud for masseaflysningerne. Vi har nyheder til dig hr. O'Leary, lyder det fra de utilfredse piloter, som fortsætter:

- Måske er der ingen, der har fortalt dig, at næsten samme antal piloter har forladt eller har planer om at forlade selskabet siden starten på 2018, og vi er kun to måneder inde i året. Derfor ser det ud til, at vores selskab er længere væk fra at løse vores underliggende pilotproblemer, end vi var dengang.

Se også: Flyselskaber under skarp overvågning: Splitter de rejsende ad bevidst?

O'Leary: 'Bukker ikke under for latterlige krav'
Det er ikke til at vide, om Michael O’Leary giver efter for piloternes hårde krav, da han ikke har udtalt sig offentligt om brevet endnu, men umiddelbart virker det til, at topchefen bliver en hård nød at knække.

I midten af februar var han nemlig ude og advare om, at der højst sandsynlig vil komme forsinkelser og aflysninger omkring påske, da han nægter at bukke under for piloternes 'latterlige krav' til lønforhøjelser.

- Jeg forestiller mig, at de (flystrejker, red.) er uundgåelige. Vi får grinagtige krav på nogle af baserne (i Europa, red.), som vi aldrig vil gå med til, så hvis der kommer strejker i de baser, må vi bare tage dem, sagde Michael O'Leary ifølge det britiske medie The Guardian i februar.

Ifølge brevet fra piloterne i EERC er det dog ikke lønkravene, der er problemet, men altså pilotmanglen:

- Vi kan kun konkludere, at det er for at aflede opmærksomheden fra de trafikforstyrrelser, som vi kommer til at se på grund af en vedvarende mangel på erfarne piloter. Efter vores vurdering ser det ud til, at yderligere aflysninger er uundgåelige som følge af, at et stigende antal piloter vælger at tage deres afsked.

Se også: Ryanair-chef advarer om risiko for påske-strejker: 'Vi bukker ikke under for latterlige krav'

58 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere