Politiet efterlyser ejer: Glemte guldbarrer i toget

Schweizisk politi efterforsker en mystisk hittegodssag, der involverer guldbarrer for 1,2 mio. kroner

Guldet blev efterladt i et tog mellem St. Gallen og Luzern i Schweiz. Arkivfoto: Leonhard Foeger/Reuters
Guldet blev efterladt i et tog mellem St. Gallen og Luzern i Schweiz. Arkivfoto: Leonhard Foeger/Reuters

Iøjnefaldende, tunge og ikke mindst værdifulde. Umiddelbart skulle man synes, at guldbarrer havde mange af de egenskaber, der normalt gør ting svære at glemme.

Ikke desto mindre lykkedes det sidste år en ukendt ejermand eller -kvinde at glemme sin pakke med guldbarrer på toget mellem St. Gallen og Luzern i Schweiz - en tur på cirka to timer, der går via Zürich.

Det skriver CNN Travel

Vedkommende fragtede guld for den nette sum af 182.000 schweiziske franc - svarende til cirka 1,2 mio. kroner - men fik altså tilsyneladende ikke guldet med sig ud af toget.

Se også: Mand fanget i lufthavn med otte guldbarrer i rumpen

Det blev i stedet opdaget og overleveret til politiet, der forgæves har søgt efter ejeren lige siden. Efterforskningen har været så frugtesløs, at man nu har besluttet at lave en offentlig efterlysning.

Ifølge CNN har den glemsomme togpassager nu fem år til at stå frem og bevise, at han eller hun er den retmæssige ejer af guldet.

Politiet offentliggjorde efterlysningen 2. juni og har allerede modtaget en del henvendelser fra folk, der hævder at have glemt det på toget, skriver CNN.

Historien melder dog ikke noget om, hvordan politiet har tænkt sig at udpege den retmæssige ejer blandt dem, der blot prøver lykken.

Se også: Fandt 280 guldbarrer på flytoilet

28 kommentarer
Vis kommentarer