Politiet måtte rykke ud til nudister

Det udløste en advarsel fra tjekkisk politi, da en gruppe nudister solbadede uden obligatorisk mundbind

De tjekkiske myndigheder har gjort mundbindet obligatorisk i kampen mod covid-19. Også nudister skal iføre sig et uden for hjemmet. Foto: Policie České republiky
De tjekkiske myndigheder har gjort mundbindet obligatorisk i kampen mod covid-19. Også nudister skal iføre sig et uden for hjemmet. Foto: Policie České republiky

Hvad gør man, hvis man i disse tider gerne vil være nøgen i naturen uden at hæve smittetrykket i sit nærområde?

For en gruppe tjekkiske nudister var svaret på det spørgsmål tilsyneladende så svært at gennemskue, at politiet måtte tilkaldes. Det skriver CNN.

Ligesom mange af de øvrige indbyggere i landsbyen Lázně Bohdaneč øst for Prag havde nudisterne givet sig til at solbade ved en sø i det gode vejr 27. marts. Selv om de gjorde det på nudistgodkendt område, var de dog alligevel en tand for afklædt for de forbipasserende. De manglede nemlig mundbindene.

De forbrød sig dermed mod et af de mange tiltag, som de tjekkiske myndigheder har indført for at stoppe spredningen af covid-19. Landet var et af de første i Europa, der gjorde det obligatorisk at gå med mundbind – og det omfattede også nudister.

Politiet blev derfor tilkaldt for at bede nudisterne klæde sig på efter anvisningerne.

– Desværre var mange af de solbadende borgere samlet i store grupper, og nogle bar ikke masker, skriver politiet i en pressemeddelse og tilføjer:

- Da politiet ankom, blev alle bedt om at respektere myndighedernes anvisninger. Borgere må gerne opholde sig nøgne i dertil indrettede områder, men de skal dække deres mund og holde øje med, hvor mange de er samlet.

Er det verdens mindst aktuelle rekord?

Tilladt at løbe uden mundbind
Politiet vendte dagen efter tilbage til søen for at tjekke, om advarslerne var blevet forstået. Ingen var længere samlet i større grupper, men halvdelen af de omkring 150 mennesker, betjentene mødte på deres vej, skulle mindes om kravet om mundbind.

Myndighederne i Tjekkiet besluttede allerede i begyndelsen af april at påbegynde en genåbning af landet. I det meste af denne måned har det derfor været tilladt at cykle, løbe og vandre uden mundbind, så længe man holder to meters afstand.

Nogle golf- og tennisbaner har også fået lov at åbne igen, skriver Politico.

Museum får folk til at efterligne berømte kunstværker med selfies