Populær ferieby overvejer kæmpe bødestraf til siddende turister

Bøderne for at sidde i byen vil være på helt op til 3700 danske kroner

Kanalbyen Venedig overvejer at skærpe deres allerede strikse regler for at få styr på de mange turister i byen. Foto: Luca Bruno/AP
Kanalbyen Venedig overvejer at skærpe deres allerede strikse regler for at få styr på de mange turister i byen. Foto: Luca Bruno/AP

Først kom det frem, at man ikke længere må dyppe tæerne i kanalerne i gondolernes by, fodre duer eller vise maven frem i storbyen, hvor vandvejene betragtes som hovedfærdselsåren.

Og nu ser det altså ud til, at der snart ikke er meget mere tilbage at lave, hvis man som turist drager til den europæiske storby Venedig.

Lige nu overvejer bystyret nemlig at skærpe deres i forvejen strikse turist-regler i den populære ferieby, hvor et spritnyt 15 mands stort vagtkorps i sommer blev indsat for at sikre, at byens mange turister overholder reglerne.

Det skriver CNN.

Hvis der bliver stemt for det nye lovforslag, som er en del af byens #EnjoyRespectVenezia-kampagne, der bekæmper overturisme, vil det helt konkret betyde, at turister vil modtage en bøde fra 370 kroner til intet mindre end 3700 kroner, hvis de sætter (eller lægger) sig ned i offentligheden.

Det er i forvejen forbudt at sidde på den verdenskendte plads Markuspladsen samt på trapper eller lignende ved populære seværdigheder, men med de nye regler vil det altså blive helt forbudt at sidde eller ligge på jorden i nogen som helst af gaderne i kanalbyen.

Det er dog bestemt ikke alle, som er lige begejstret for det nye forslag, der skal til afstemning i oktober måned, og som vil betyde, at byen skal hyre op i mod 5000 betjente yderligere for at håndhæve de mange, stramme regler.

- Der er i forvejen en meget lang liste over ting, som er forbudte i Venedig. Der er ikke mere noget, man kan lave, siger Marco Gasparinetti, som er medlem af en beboergruppe kaldet Gruppo Aprile 25.

Se også: Nyt vagtkorps skal jagte barmavede turister i europæisk storby

Spis ikke på gaden i Firenze
Venedig er en af verdens mest populære turistdestinationer, og det vurderes, at omkring 22 millioner turister hvert år drager til byen på ferie.

Kanalbyen er dog ikke den eneste italienske ferieby, der har indskærpet sine turist-regler i den seneste tid. Tilbage i juli måned annoncerede bystyret i Firenze, at det fremover ville være ulovligt at spise på fortove og trapper i offentligheden.

Hvis man alligevel sætter sig ned og nyder en lun panino foran f.eks. renæssancebyens verdensberømte katedral, Cattedrale di Santa Maria del Fiore, kan man risikere at få en bøde på helt op til 500 euro, hvilket svarer til omkring 3700 danske kroner.

Reglerne gælder dog kun på specifikke tidspunkter af dagen, så de dækker frokostperioden og aftensmadstiden - henholdsvis fra middag til klokken 15 og igen fra klokken 18-22.

Læs mere om den historie her.

Se også: Ingen snacks tilladt! Europæisk ferieby slår ned på spisende turister

45 kommentarer
Vis kommentarer