Populær ferieø åbner op for turister igen

Det er dog slut med strandfester på den turistkære filippinske ø Boracay, som tidligere på året blev kaldt for en 'sump af affald'

Den 26. oktober åbner denne hvide sandstrand på Boracay igen op for turister. Foto: Camilla Folsach Madsen
Den 26. oktober åbner denne hvide sandstrand på Boracay igen op for turister. Foto: Camilla Folsach Madsen

Den verdensberømte ferieø Boracay i Filippinerne lukkede den 26. april ned for turister for at få styr på miljøproblemer, som havde forvandlet øen til 'en sump af affald'.

Men nu er der gode nyheder for de mange turister, der ønsker at rejse til den syv kilometer lange filippinske ø med omkring 40.000 indbyggere.

Den 26. oktober vil ferieøen Boracay i Filippinerne nemlig igen åbne armene op og byde turister velkommen.

Det skriver CNN.

De filippinske myndigheder har dog taget en del forbehold, inden de åbner ferieøen op for besøgende igen. Således vil antallet af turister blive begrænset til højst 19.000 om dagen, mens der højst må befinde sig 15.000 arbejdsrejsende på øen om dagen.

Derudover er det slut med strandfester på ferieøen, som er et yderst populært rejsemål for mange europæere.

Det samme gør sig gældende for hele banale aktiviteter såsom at spise, ryge eller drikke på strandene på øen, der sidste år fik besøg af knap to millioner turister.

Se også: Verdensberømt strand lukket på ubestemt tid

Halvdelen af hotellerne åbner op igen
Ifølge det amerikanske medie er det kun omtrent halvdelen af øens nuværende 12.000 hotelværelser, som fremover vil have lov til at være åbne på daglig basis.

Den regel skal sikre, at myndighederne kan formå at nedbringe antallet af turister på øen, som de vurderer har en kapacitat til højst 55.000 mennesker.

Da præsident Rodrigo Duterte i april måned beordrede øen lukket for turister, kaldte han den for en 'sump', fordi affaldet flød i gaderne samt i strandvandet på Boracay. Han beskyldte sågar hoteller, restauranter og resorts for at lede kloakvand direkte ud i vandet i området.

På trods af at strandvandet nu igen skulle være så klart som en krystal på den populære ferieø, så er der stadig en del arbejde forude, før øen vil åbne op for et større antal turister, skriver CNN.

For selvom kloaksystemerne på 68 hoteller og resorts er '100 procent fungerende', så mangler myndighederne stadig at få fixet mange af øens veje.

Myndighederne vurderer ifølge CNN, at det vil tage op til to år, før øen er fuldstændig 'rehabiliteret' igen, og de opfordrer derfor turister til ikke at have for høje forventninger i den kommende periode.

Udover begrænsningen i antallet af turister samt forbuddet mod strandfester, vil det i fremtiden være ulovligt at opstille strandstole på Boracays strande samt at åbne kiosker eller lignende, hvor strandgæster tidligere har kunnet købe mad og drikkevarer.

Se også: Populær ferieø lukker for turister i et halvt år

16 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere