Populære ferielande dropper krav om mundbind

Du behøver ikke at bære mundbind udendørs i hverken Frankrig eller Spanien denne sommer

Mundbindet er ikke blevet mere populært af, at temperaturen er steget. Nu ser det gudskelov ud til at få en ende. Foto: Gaizka Iroz/Ritzau Scanpix
Mundbindet er ikke blevet mere populært af, at temperaturen er steget. Nu ser det gudskelov ud til at få en ende. Foto: Gaizka Iroz/Ritzau Scanpix

Hvis du skal sydpå i sommerferien, men ikke er vildt begejstret for udsigten til at trække vejret ind og ud i et mundbind, mens solen bager, og der er 35 grader, så er her godt nyt.

Både Spanien og Frankrig meddeler, at de dropper kravet om mundbind udendørs.

Det skriver Telegraph.

Frankrig og Spanien har ellers sværget til mundbind under coronapandemien. I begge lande har der været et krav fra myndighederne om at dække næse og mund, når man opholder sig i det offentlige rum og kører med offentlig transport.

Men nu skal det altså være slut, lyder meldingen fra statslederne i de to lande.

- Denne weekend bliver den sidste med mundbind, siger den spanske premierminister Pedro Sanchez ifølge Reuters.

Mens spanierne beholder mundbindet på i det offentlige rum indtil 26. juni, kunne franskmændene allerede sætte vejrtrækningsorganerne fri torsdag. 

I Frankrig vil der dog stadig være krav om mundbind i butikker og offentlig transport.