Postede feriebilleder på facebook: Så bankede politiet på døren

Kvinden fik en bøde på omkring 7000 kroner

Her ses det australske område, hvor feriebillederne var taget. Foto: Colourbox
Her ses det australske område, hvor feriebillederne var taget. Foto: Colourbox

Da en australsk kvinde fra delstaten Victoria lagde 12 feriebilleder på facebook af sig selv og hendes mand, tænkte hun formentlig, at det var en ret uskyldig handling. Men få dage efter bankede politiet på parrets dør og gav kvinden en bøde på 1652 australske dollars, svarende til cirka 7000 kroner.

Parret fik bøden for at have brudt udgangsforbuddet, som dikterer, at man ikke må tage på ture, som ikke er nødvendige.

Der var bare ét problem. Feriebillederne var nemlig fra år 2019.

Det skriver flere medier, blandt andre Independent.

Jaz Mott, som kvinden hedder, lagde 12 billeder af hende og manden, Garry Mott, på facebook 5. april, hvor hun taggede lokationen 'Lakes Entrance', som ligger omtrent to timers kørsel fra parrets hjem i Traralgon.

Se også: Flyselskab tester alle passagerer for covid-19 før afgang

Få dage senere 9. april bankede en politibetjent på deres dør, og ifølge Jaz Mott gav betjenten hende en bøde og gik igen.

Herefter måtte hun ringe til politistationen for at forstå, hvad sagen gik ud på, og her fik hun at vide, at de havde fået bøden for at køre til Lakes Entrance, som blev betegnet som en 'ikke-nødvendig' tur.

Gamle billeder
Der var dog bare lige det store men, at de 12 billeder i virkeligheden var taget i 2019, og at Jaz Mott kun postede dem for mindernes skyld.

Efter hun kontaktede lokale medier, endte politiet med at trække bøden tilbage.

- En betjent fortalte mig, at hvis jeg poster flere billeder, vil jeg blive anholdt, siger kvinden til Independent.

Til mediet fortæller en talsperson fra Victoria Police Departement, at politiet efter at have kigget på hændelsen igen har valgt at annullere bøden.

- Lejlighedsvis vil der ske fejl, og det er derfor, der findes en gennemgangsproces for at sikre, at tilfælde som disse identificeres og rettes, siger talspersonen.

- Politiet overvåger ikke specifikt konti på sociale medier for at identificere overtrædelser af direktiverne. Generelt vil politiet dog følge op og undersøge omstændighederne omkring potentielle overtrædelser indrapporteret af offentligheden, siger vedkommende.

Se også: Nu kan du styre en lokal færing fra din sofa

31 kommentarer
Vis kommentarer