Primo Tours har i dag overtaget Skinetworks, der er Danmarks største skirejsekoncern. Skinetworks består af rejsebureauerne Danski, Nortlander, Slopetrotter, Active Alps og Summit Week.
Det er kun en lille uge siden, at Skinetworks meddelte deres kunder, at de var gået konkurs.
Dansk skigigant erklæret konkurs
'Det er med tungt hjerte, at vi må meddele, at Skinetworks i dag er begæret konkurs', lød det i en mail til de kunder, som havde bestilt en skirejse med et af selskaberne.
Nogle rejser gennemføres
Men i dag er der fornyet håb om, at nogle af kunderne alligevel får brædder under fødderne i den forestående sæson.
- En del af rejserne kommer vi givetvis til at gennemføre, men der går tæt på 10 dage, før vi har oprettet alle rejserne i systemet, fortæller Bjarke Hansen, direktør i Primo Tours til Ekstra Bladet.
For de rejser, som ikke gennemføres af de nye ejere, får kunderne som lovet deres penge tilbage gennem Rejsegarantifonden, og for de rejser, som gennemføres af de nye ejere, får kunderne mulighed for at vælge, om de vil afsted eller have pengene tilbage.
Statsledere vil stoppe skirejser i hele Europa
Som altid er corona dog den usikre faktor, og lige nu er hverken Tyskland, Frankrig eller Italien åbne for skiturister frem til starten af januar. Og Østrig er de facto også udelukket som juledestination, da deres hoteller og restaurationer også er lukket indtil det nye år.
Det Ringkøbing-baserede Primo Tours bestod indtil i dag af de fire selskaber Primo Tours, Verdn, SunCharter og Århus Charter og havde sin primære rejseaktivitet rettet mod charterdestinationer i sommerhalvåret.
Men med dagens opkøb er selskabet nu dækket ind hele året.
Forskellige sæsoner
- Produkt- og sæsonmæssigt passer Skinetworks særdeles godt ind i vores setup. Vi har forskudte sæsoner, og kan således anvende vores ressourcer og personale endnu mere optimalt hen over året, forklarer Bjarke Hansen, der har en baggrund som direktør i skibranchen hos Højmark Rejser.
Primo Tours har også købt to fly af typen Boeing 737-400, som blev leveret i dag, 3. december 2020.
- Det har været en begivenhedsrig dag, lyder det fra Bjarke Hansen, der er på vej til Roskilde for at se sine nye fly.
- Det var meningen, at flyene skulle stå i Roskilde, indtil de skulle sættes ind på vores sommerdestinationer, men nu kan det godt være, at vi speeder det hele lidt op og bruger dem på vores skidestinationer, hvis det bliver muligt for corona, fortæller Bjarke Hansen.
Ifølge aftale med kurator må direktøren for de nu ni rejsebureauer i Primo Tours-koncernen ikke oplyse købsprisen på Skinetworks.