Uge 42 er en af årets travleste og mest populære rejseuger, fordi næsten alle skoler har efterårsferie.
Det betyder, at priserne for ud- og hjemrejse i selve uge 42 er i den dyrere ende. Charterselskaberne ved, at efterspørgslen er stor, fordi børnefamilierne vil rejse ud og hjem i weekenderne, så det ikke går ud over skoledagene.
Men har man mulighed for at rykke ferien blot en dag eller to, er der rigtig mange penge at spare. Det viser et pristjek, som rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk har lavet for Ekstra Bladet.
Spar flere tusind kroner
Faktisk er det muligt at komme til Egypten for kun 1998 kroner og til Grækenland for 2946 kroner, hvis man kan rejse mandag eller tirsdag i uge 42.
Insisterer man på at rejse ud og hjem lørdag eller søndag er priserne flere tusinde kroner højere, og de billigste rejser starter fra 3149 kroner til Tyrkiet.
Egypten koster på de dyre dage fra 4499 kroner, mens Grækenland koster fra 5196 kroner.
- Priserne i efterårsferien er gået op i de seneste dage, så det tyder på, at der er rift om pladserne hos charterselskaberne. Det milde efterår synes forbi, og det giver stor efterspørgsel nu, hvor der er regn og rusk i Danmark. Men er man fleksibel med ud- og hjemrejse en dags tid eller to kan man som familie spare mange penge, siger direktør hos Travelmarket.dk Ole Stouby.
Under skarp kritik: Flyselskab vejede passagerer inden afgang