Rederi trodser tendens: Gør 14 skibe klar til afgang

Hurtigruten forventer at have stort set alle sine skibe tilbage i drift i slutningen af september

Blot fire af de i alt 16 skibe fra Hurtigruten sejler på nuværende tidspunkt, men resten skal snart følge trop. Pr-foto
Blot fire af de i alt 16 skibe fra Hurtigruten sejler på nuværende tidspunkt, men resten skal snart følge trop. Pr-foto

Imens verdens største krydstogtvirksomheder er i store problemer og har svært ved at få skuden og forretningen på ret køl, ser det noget bedre ud for norske Hurtigruten.

Allerede 16. juni lagde et enkelt af rederiets krydstogtskibe fra kaj, og i løbet af juli, august og september regner Hurtigruten med at have stort set hele sin flåde tilbage i drift med gæster og de sædvanlige krydstogtaktiviteter ombord.

Det fortæller adm. direktør Daniel Skjeldam i en pressemeddelelse, som Travelweekly har beskrevet.

- Vi oplever stor efterspørgsel på tværs af alle vores markeder og destinationer inklusiv den norske kyst, Arktis og Antarktis, siger Daniel Skjeldam.

Se også: Skulle give plads til flere krydstogtskibe: Nu udskydes ny terminal

Hurtigruten er måske kendt for sine krydstogtsrejser langs den norske kyst, men tilbyder også rejser langs f.eks. den sydamerikanske vestkyst, ligesom det er muligt at sejle med selskabet i Caribien og Grønland.

Rederiet råder over sammenlagt 16 skibe, og i slutningen af september forventer man at have 14 af dem tilbage.

- Den efterspørgsel, vi oplever, lever op til vores forudsigelser om, at krydstogt med mindre skibe vil blive endnu mere populære i tiden efter covid-19, da vi er mere fleksible og har færre gæster ombord, siger Daniel Skjeldam i pressemeddelelsen.

Travelweekly skriver, at Hurtigruten på nuværende tidspunkt har fire krydstogtskibe i gang igen på den norske kyst. Rederiet har desuden et enkelt skib på en rute med afgang fra Hamborg.

Se også: Over 200 danskere er stadig strandet i udlandet

4 kommentarer
Vis kommentarer