Rejsebureau nøler udbetaling af kompensation: - Det er fuldstændig grotesk!

På trods af at Henning har vundet i Byretten, har rejsebureauet stadig ikke udbetalt erstatning for en mere end 28 timer lang flyforsinkelse for fem år siden

Efter fem år har Henning stadig ikke modtaget den kompensation, han har rettens ord for, at han har krav på. Foto: Privat
Efter fem år har Henning stadig ikke modtaget den kompensation, han har rettens ord for, at han har krav på. Foto: Privat

Den 24. februar 2013 var den nu 66-årige Henning Schreiber Rasmussen og hans hustru mere end klar til at rejse afsted på en to uger lang ferie under varme himmelstrøg i Cancun, Mexico.

Parret skulle rejse fra Københavns Lufthavn i Kastrup, men kort før afrejse blev afgangen forsinket grundet en fejl på flyets hydrauliske system. Først 28 timer og 29 minutter senere blev et andet fly hentet ind, så rejsebureauet Thomson Airways - nu TUI - kunne sende sine passagerer afsted mod sydens sol.

Derfor søgte Henning straks kompensation hos rejsebureauet under henvisning til EU-forordning 261/2004, der bestemmer, at rejsende har ret til erstatning, hvis afgangen bliver langvarigt forsinket eller aflyst.

Se også: Passagerer mangler at indkræve millioner for flyforsinkelser

Efter flere måneders kommunikation mellem Henning og rejsebureauet var svaret dog klart: Henning kunne godt pakke ethvert ønske om nogen form for kompensation væk.

- Vi mistede næsten to dage i Mexico og trøstede os selv med, at vi dog ville få noget kompensation, men vi blev fuldkommen afvist, fortæller Henning, som efterfølgende tog sagen videre til Luftfartsstyrelsen.

Efter 9 måneders ventetid var afgørelsen dog den samme som Thomsons, og derfor tog Henning - i følgeskab af 28 andre passagerer på den forsinkede afgang til Mexico - sagen videre til virksomheden flyforsinkelse.dk, som hjælper kunder med at få kompensation på forsinkede og aflyste afgange.

Se også: Etårige William vinder principiel retssag: Får erstatning for flyforsinkelse

Fik medhold i retten
Efter en tur i Københavns Byret i maj 2016 fik flyforsinkelse.dk medhold i sagen og vurderede, at Henning og de øvrige passagerer har ret til en kompensation på 600 euro pr. person - altså 1200 euro i alt til Henning og hans hustru for den forkortede ferie, de betalte cirka 21.000 kroner for i 2013.

Til februar er det fem år siden, at flyet blev forsinket, og på trods af adskillige rykkere samt to inkassobreve til rejsebureauet, har Henning og hans hustru ikke set en disse til den kompensation, som de altså har rettens ord for, at de har krav på.

- De blæser bare på det. Det er fuldstændig grotesk. Det har været dybt, dybt frustrerende, at så stort et selskab, som TUI nu er, bare kan gå under radaren og sige, at de ikke vil betale, siger Henning til Ekstra Bladet.

Se også: Gymnasieklasse krævede erstatning af SAS: Nu er dommen faldet

Ifølge flyforsinkelse.dk har virksomheden kørt i alt 29 sager på den omtalte afgang, hvoraf alle sager er vundet i retten. Alligevel er det kun i 18 af tilfældene, at rejsebureauet har udbetalt kompensation.

I de resterende 11 sager - heriblandt Hennings - nægter de at betale. Og det er på trods af, at flyforsinkelse.dk altså i flere af sagerne er gået via både fogedretten og inkasso.

- Det er ikke usædvanligt, at flyselskaber betaler kompensation til nogle passagerer fra en afgang, men afviser andre. Det oplever vi desværre ofte. Der følger ikke en forklaring med til denne forskelsbehandling, og derfor kan vi kun mistænke, at det er en måde at forsøge at undgå at betale kompensation på. Simpelthen i håbet om, at passagererne ender med at give op, siger PR og Marketing Manager hos flyforsinkelse.dk, Line Mønsted, til Ekstra Bladet.

Se også: Spies til kunde, der købte billig ferie: Du var i ond tro

- Folk giver op på grund af deres tyranni
Virksomhedens advokat har nu taget Hennings sag videre til retslig inkasso. Derudover har de sendt en tilsvarende sag mod samme rejseselskab til Fogedretten med anmodning om at foretage udlæg i et af selskabets flyvemaskiner i Københavns Lufthavn.

Den sag skal behandles i Østre Landsret og derfor kan det tage en rum tid, inden der falder afgørelse.

Alt i mens venter Henning på snart 5. år på, at han får den kompensation, han har ret til.

- Jeg gør ikke det her, fordi jeg mangler pengene. Jeg gør det af principielle årsager. Hvis jeg får en bøde, fordi jeg kører for stærkt, så må jeg betale den. Her er det ét af Danmarks største charterselskaber, der bare nægter at overholde reglerne... Det kan bare ikke være rigtigt, og det er derfor, jeg bliver ved med at forfølge sagen, selvom jeg har været ved at give op flere gange, siger Henning og fortsætter:

- Det har været dødhamrende frustrerende, og hvis flyforsinkelse.dk ikke havde hjulpet mig så meget, havde jeg ikke haft kræfterne til at fortsætte. Så man kan sige, at det er en hamrende god strategi for TUI at bruge, hvis de kan spare penge, fordi folk giver op på grund af deres tyranni.

Det siger Thomson/TUI...
Ekstra Bladet har været i kontakt med TUI's danske pressekontor, som henviser til, at Thomson stadig er et selvejet selskab i England, og at den forsinkede tilbagebetaling derfor ikke er TUI DK's ansvar.

TUI's engelske pressekontor vil dog efter gentagne opkald og e-mails blot give en yderst sparsom vurdering af deres måde at håndtere Hennings sag på. De svarer kortfattet på mail:

- Vi er meget kede af at høre om hr Rasmussens oplevelse, og vi vil nu kigge sagen igennem igen for at løse situationen hurtigst muligt. Vi benytter os af en fair og grundig process, når det kommer til EU-erstatningskrav og er generelt meget engageret i at overholde vores flytider.

Ekstra Bladet ville ellers gerne have haft svar på blandt andet disse spørgsmål:

- Kan det være rigtigt, at Henning skal vente snart fem år på sin kompensation?

- Hvordan kan det være, I har udbetalt kompensation til nogle af passagererne på omtalte rejse, men ikke til dem alle?

- Hvornår kan Henning forvente at modtage sin erstatning?

- Kan I forstå Hennings formodning om, at jeres måde at håndtere sagen på er en bevidst strategi til at få passagerer til at opgive deres erstatningskrav?

TUI's danske presseafdeling pointerer over for Ekstra Bladet, at de nu vil kigge nærmere på alle sagerne, som flyforsinkelse.dk har arbejdet på, for at sikre, at kunderne får, hvad de har krav på.

Sagen kort

Henning Schreiber Rasmussen og hans kone skulle rejse til Cancun, Mexico den 24. februar 2013 med Thomson Airway fra Københavns Lufthavn.

Flyet blev forsinket i 1 dag, 4 timer og 29 minutter grundet en fejl på flyets hydrauliske system - passagererne blev indlogeret på et hotel i Kastrup, mens et nyt fly blev indhentet fra Manchester.

Henning søger - efter dansk lovgivning - erstatning direkte gennem rejsebureauet, som afviser. Efterfølgende ender sagen i Luftfartsstyrelsen, som 9 måneder senere også afviser erstatningskravet.

Henning 'hyrer' derfor flyselskab.dk, som den 25/5 2016 tager sagen i Københavs Byret, hvor de får medhold i sagen. Rejsebureauet nægter dog stadigvæk at betale.

8/6-2016 blev der fremsendt 1. opgørelse til Thomson.

8/9-2016 blev der fremsendt 2. rykkerbrev til Thomson.

8/3-2017 blev der fremsendt 1. inkassobrev til Thomson.

8/8-2017 blev der fremsendt 2. inkassobrev til Thomson.

I november 2017 bliver en tilsvarende sag sendt i Fogedretten i København med anmodning om udkørende fogedforretning for at foretage udlæg/arrest i en Thomson-maskine (fly), når den lander. Sagen skal i Østre Landsret og det vil nok vare en rum tid, før der falder afgørelse.

Til februar er det fem år siden, at Hennings flyafgang blev forsinket, og han har stadigvæk ikke modtaget en eneste krone i erstatning.

Se også: Ronnie fik familieferien ødelagt: Sommerhuset var fyldt med mug, blod og urin

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Borup Sørensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen