Rejsebureauer kæmper for gratis druk på Mallorca

Brancheforening for rejsebureauer vil ikke acceptere alkohol-restriktioner på all inclusive-rejser til De Baleariske Øer

Rejsebureauerne er ikke tilfredse med, at det snart er slut med at bælle gratis drinks på ferieøer som Mallorca og Ibiza, bare fordi man har et all inclusive-armbånd. Foto: AP
Rejsebureauerne er ikke tilfredse med, at det snart er slut med at bælle gratis drinks på ferieøer som Mallorca og Ibiza, bare fordi man har et all inclusive-armbånd. Foto: AP

Rejsende med smag for all inclusive-drikkevarer skal skynde sig at tage en smuttur til ferieøerne Mallorca, Ibiza og Menorca, for hvis alt går efter de spanske myndigheders hoveder, så vil der fra 2020 komme restriktioner på det populære feriekoncept.

Myndighederne på De Baleariske øer har i høj grad trukket overskrifter verden over denne sommer med deres kommende indsats mod druk, og nu har den britiske brancheforening for rejsebureauer, 'The Association of British Travel Agents' (ABTA), sat alle sejl ind for at få stoppet restriktionerne.

Det skriver The Sun.

Myndighederne på De Baleariske Øer har allerede meddelt rejsebureauer samt hotellerne på øerne om restriktionerne, der skal sætte en stopper for de problemer med druk, som all inclusive-konceptet efter sigende forårsager flere steder på øerne.

Men ABTA mener ikke, at de spanske myndigheder har beviser, der kan understøtte, at all inclusive har skylden for disse problemer, og derfor forlanger de et møde med myndighederne.

- Vi har skrevet et brev til turismeminister Bel Busquet, hvor vi forklarer vores bekymringer og forlanger et møde, siger en ABTA-talsmand til The Sun og fortsætter:

- Vi har bedt om enhver form for bevis for, at all inclusive-ferie er en betydelig årsag til de problemer, der skal sættes en stopper for, da vi ikke opfatter all inclusive-ferier som årsagen.

Se også: Slut med fri alkohol: Dansk feriefavorit siger stop

Hotellerne er også imod
Det er dog ikke kun de britiske rejsebureauer, der er imod de kommende regler, som tidligst vil træde i kraft fra 2020-sæsonen.

Hotellerne på De Baleariske Øer er bestemt heller ikke overbeviste om, at den såkaldte 'uciviliserede adfærd' blandt fulde turister kan kobles sammen med all inclusive-hotellerne.

Brancheforeningen The Business Federation of Hoteliers (FEHIF) på Mallorca udtaler således til The Sun, at de er komplet imod restriktionerne, som blandt andet vil betyde, at der kun vil være gratis drinks for all inclusive-gæster til måltider i hotellernes restauranter, og at drinks ved eksempelvis poolen skal betales hver gang.

Også organisationen The Hotel Federation of Mallorca er utilfredse med reglerne og udtaler til det britiske medie, at de 'vil gå rettens vej' for at stoppe restriktionerne, hvis det bliver nødvendigt.

Årsagen til, at restriktionerne tidligst træder i kraft i 2020 er fordi, de spanske myndigheder vil give rejsebureauerne tid til at lave nye aftaler med hotellerne samt til at ændre deres tilbud på hjemmesider og i brochurer.

Se også: Her kan det være slut med gratis alkohol på all-inclusive-ferien

Det siger Danmarks Rejsebureau Forening
Ekstra Bladet har kontaktet Danmarks Rejsebureau Forening, som er brancheforeningen for rejsebureauerne herhjemme, for at høre, hvad de mener om de kommende all inclusive-restriktioner på De Baleariske Øer, som er et yderst populært rejsemål for mange danskere.

Og den danske forening er umiddelbart heller ikke specielt begejstret for de kommende regler.

- Det er sjældent godt, når en destination indfører begrænsninger uden at spørge sine kunder om, hvad de mener om den påtænkte ændring først, skriver foreningens administrerende direktør, Lars Thykier, i et mail-svar.

- Det samme gør sig gældende på dette område, og jeg kunne desuden også godt tænke mig at vide mere om grundlaget for beslutningen, hvilket andre (ABTA, red.) åbenbart allerede har bedt om.

Se også: Derfor kan all inclusive være spild af penge

21 kommentarer
Vis kommentarer