Rejsekaos i Frankrig kan fortsætte helt til nytår

Den nationale strejke i Frankrig fortsætter og kan komme til at påvirke trafikken i julen

Strejken i det offentlige transportsystem har ført til lange køer på vejene flere steder i Frankrig. Her er det på ringvejen Boulevard Périphérique i Paris mandag 9. december. Foto: Jacques Demarthon/Ritzau Scanpix
Strejken i det offentlige transportsystem har ført til lange køer på vejene flere steder i Frankrig. Her er det på ringvejen Boulevard Périphérique i Paris mandag 9. december. Foto: Jacques Demarthon/Ritzau Scanpix

Rejser til og fra - og indenrigs i Frankrig vil blive ramt af rejsekaos i mindst fire dage mere på grund af nationale strejker.

Generalstrejken mod de planlagte pensionsreformer har siden torsdag allerede ført til hundredvis af flyaflysninger samt tusindvis af togaflysninger. Det skriver The Independent.

Se også: Advarer danskere: Rejsekaos og voldelige sammenstød i Frankrig

Eurostar, som kører fra Storbritannien, Belgien og Holland til Frankrig, advarer deres passagerer om, at deres afgange vil blive stærkt påvirket af strejken de næste fire dage fra 9. til 12. december.

Eurostar oplyser, at passagerer, hvis tog er aflyst, kan få ombyttet eller refunderet deres billetter inden for 60 dage.

Fly stadig påvirket
Franske flyveledere deltager også i strejken, hvilket har ført til, at hundredvis af fly er blevet aflyst mellem torsdag og lørdag i sidste uge. Mandag aften klokken 19 vil flyvelederne igen strejke indtil klokken 6 onsdag morgen.

Også offentlig transport i Paris er stærkt påvirket i de kommende dage.

- I de kommende dage anbefaler vi, at man undgår offentlig transport, skriver RATP - selskabet der står for tog, sporvogne, busser og metro i Paris og som sørger for at omkring ti millioner passagerer i Paris og omegn kommer på arbejde hver dag.

Se også: Franske hoteller truer med at boykotte OL i 2024

Det vides endnu ikke, hvor lang tid strejken vil vare. Fagforeningerne har meldt ud, at de vil fortsætte strejken, indtil regeringen dropper de planlagte pensionsreformer. Derfor kan strejkerne sagtens strække sig helt til nytår og dermed påvirke juletrafikken.

Skal man rejse til Frankrig, anbefaler Udenrigsministeriets Borgerservice, at man holder sig orienteret om udviklingen via nyhedsmedier samt undgår demonstrationer.

8 kommentarer
Vis kommentarer